Internetreklamer i voldsom vækst

Vi bruger mere og mere tid på nettet. Det får annoncørerne til at flokkes om det nye vækstmedie.

Hvis du er som den gennemsnitlige europæer, så bruger du en times tid mere på nettet i dag, end du gjorde for et år siden. Den udvikling fortsætter, og derfor vil det samlede budget for annoncer på nettet stige med et procentpoint over frem til 2008, vurderer mediebureau.

"Internettet er i kæmpe-vækst i øjeblikket og kaprer mange markedsandele. Sådan har det været historisk set inden for de sidste par år, men det vil vokse endnu mere i 2007. Det er der ingen tvivl om," fortæller Christian Strand, der er interactive director hos mediebureauet Initiative Universal Media til Politiken.dk.

En gennemsnitlig europæer bruger nu 11 timer og 20 minutter online om ugen. Og 45 procent af os er online hver eneste dag, viser den seneste undersøgelse fra European Interactive Advertising Association. Det svarer til, at tidsforbruget på internettet i løbet af det sidste år typisk er steget med en time.

Jo mere tid man bruger på nettet, desto mere interessant er det for

annoncørerne. I 2006 lå det samlede danske markedsføringsbudget til annoncer på nettet på 5,9 pct. Og forventningen fra mediebureauet er, at denne andel stiger til 6,9 procent i Danmark i 2008. Globalt set regner man dog med, at internettets procentandel af reklamebudgetterne vil nå tocifrede højder inden for de næste fem år, skriver netavisen.

Væksten fortsætter år frem

Hos Initiative Universal Media går 12-15 pct. af , markedsføringskronerne til digitale medier, men mediebureauet regner med en vækst i annoncørernes forbrug på det digitale område på 30 procent i det kommende år.

"Når vi er ude at snakke med nye kunder, er det de digitale medier, vi kigger på først. Men mange bureauer er ikke særlig dygtige til at rådgive om de digitale medier endnu. Vi har selv headhuntet folk til vores afdeling, der har en lidt anderledes profil end den typiske, fordi de f.eks. har erfaring med mobilmarketing," siger Christian Strand.