Her kommer Google Street View nu

Nu kan også bornholmere se deres nabolag på nettet.

Foto: JULIAN STRATENSCHULTE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Google kan i dag oplyse, at der er tilføjet yderligere danske billeder til Google Street View.

Søgefirmaets kamerabiler har været på landevejene igen, og denne gang har det både været for at erstatte forfejlede fotos og for at tilføje mange nye billeder til samlingen.

Hovedformålet har været at affotografere de områder, som blev fravalgt i første runde, eller bebyggede områder som slet og ret ikke eksisterede, da Google første gang var rundt i landet i 2009.

De nye billeder betyder for eksempel, at Bornholm er kommet med på landkortet. Øen blev helt fravalgt i første runde. Også nybyggerområderne omkring Teglholmen i Københavns sydlige bydele er kommet med i Street View.

Generelt er der tilføjet cirka 40 procent ekstra billeder nu, hvilket skulle gøre Danmark og resten af Skandinavien til nogle af de områder i verden, hvor Google Street View har været mest ihærdig med billeddokumentationen.

Desuden er en mindre del af de eksisterende billeder blevet slettet og erstattet af nye. Det kan være billeder, som Google ikke har været tilfreds med i første ombæring. Googles danske chef Peter Friis gætter på, at cirka seks til syv procent af den eksisterende billedbase er blevet forbedret.

Det kan være bygninger, der var indpakket i stilladser, eller som var skjult af store lastvogne eller containere.

ComON har spurgt Google om rettelserne også indebærer de mange sjove billeder, som hurtigt dukkede op, da Google første gang offentliggjorde billeder fra Danmark i Street View i år. Det var for eksempel billeder af væltede, vinkende eller urinerende danskere.

Peter Friis afviser, at man målrettet er gået efter at fjerne de ufrivilligt komiske billeder, så dem skulle man stadig være i stand til at finde.