G4S får hug på børsen: Forventninger til væksten skuffer analytikerne

G4S har en svær tirsdag på børsen, da vagt- og sikkerhedskoncernens forventninger til 2017 er lavere end analytikernes.

Foto: ANDREW WINNING. Arkivfoto: G4S har en svær tirsdag på børsen, da vagt- og sikkerhedskoncernens forventninger til 2017 er lavere end analytikernes.
Læs mere
Fold sammen

Det dansk-britiske selskab har tirsdag offentliggjort en opdatering for udviklingen i tredje kvartal, hvor selskabet fortæller, at det venter en organisk vækst på 3-4 pct. i år.

Det er lavere end analytikernes forventninger, der inden regnskabet ventede en fremgang på 4,6 pct. ifølge analysehuset Factset, skriver Financial Times.

I de første ni måneder af året har G4S opnået en vækst på 4,4 pct., og forretningen udvikler sig på linje med forventningerne, skriver G4S i opdateringen.

Alle geografiske regioner har vist fremgang med undtagelse af Mellemøsten og Indien. Hvis man tager de områder ud af regnestykket, lød væksten på 6,1 pct. i de første ni måneder af året.

G4S-aktien falder tirsdag morgen 5,8 pct. til 22,80 kr. I år er aktien steget 12 pct.

/ritzau/FINANS