Ford klar med varevogn til de hurtige

Ford tilbyder nu en helt speciel 140 hestes Transit Sport varevogn i en særlig hvid farve med blå fartstriber på hjelmen.

Foto: Ford

80 eksemplarer i Europa.

Det er, hvad der tilbydes af den helt specielle Transit Sport varevogn med en særlig »frozen white-lakering« og blå fartstriber på hjelmen.

Læg dertil 18 tommer alu-fælge, dobbelt udstødning og spoilere.

Motoren er den kendte 2,2 liters 140 hk TDCi Duratorc-dieselmotor, som sidder i den allerede præsenterede metalblå sportsvan, der på 18 måneder har solgt i 1.000 eksemplarer.

I England er der et særligt udtryk – White Van Man – der henviser til, at de fleste varebiler er hvide, men i denne særlige model får udtrykket en særlig betydning.

Kunderne, der er heldige at få fat i bilen, får en bil, der vil vække opsigt med sin sporty udstråling. Bilen er baseret på Transit med kort akselafstand med forhjulstræk, 235/45 dæk og sekstrins gearkasse. Karrosseriet har fået bredere skærme, spoilere og skørter – som en ægte racerbil.

I kabinen finder man veloursæder, air condition, cd-afspiller/radio med plads til seks cd’er med fjernbetjening, tonede ruder, speed-pilot, læderrat/gearknop, afstandsalarm, el-ruder, opvarmede sidespejle, tågelygter og kørelys.