Eolus sælger vindparker med Vestas-møller

Den svenske projektudvikler Eolus har solgt to svenske vindparker med Vestas-møller med en samlet kapacitet på 38,4 megawatt til MEAG, som forvalter kapital for Munich Re.

Foto: Henning Bagger

Købesummen er aftalt til 425 mio. svenske kr., fremgår det af en meddelelse fra Eolus.

Aftalen omfatter levering af otte Vestas møller af typen V112 3,3 megawatt, samlet 26,4 megawatt, i vindparken Iglasjön, som er under opførelse og ventes at komme i drift i løbet af 2016. Derudover indgår vindparken Jung-Åsa bestående af seks Vestas V90 2,0 megawatt møller i aftalen. Jung-Åsa blev idriftsat i 2014.

Salget er betinget af, at en række betingelser er opfyldt før gennemførelse, hvilket for Jung-Åsa ventes ske i januar 2016 og for Iglasjön ved færdiggørelsen anslået til december 2016.