Energivirksomheder trodser grøn agenda

Danske energivirksomheder ser stort på politikernes grønne agenda og går efter olie, gas og kul, hvor vækstpotentialet ifølge flere brancheaktører er større end i grøn energi.

Steen Brødbæk, Administrerende direktør i Semco Maritime, ser stort potentiale i olie og gas. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker
Grøn energi er politikernes største fokusområde inden for energiteknologi, men de danske energivirksomheder har størst succes inden for olie, gas og kul.

I første halvdel af 2013 har eksporten af sort energiteknologi for første gang i syv år været større end eksporten af den grønne, viser nye tal fra Dansk Energi. Det skriver Børsen.

Ifølge avisen forventer en række virksomheder inden for energiområdet stort vækstpotentiale i de sorte teknologier.

»Kigger vi over de næste fem-ti år, er der store muligheder inden for begge grene. Men olie- og gassektoren er markant større, så der er større muligheder her,« siger Steen Brødbæk, administrerende direktør i Semco Maritime, der sidste år havde en omsætningsvækst på 37 procent.

Der er flere årsager til, at eksporten af grøn dansk energiteknologi er faldet med 18 procent i første halvår 2013, mens de sorte tal ligger stabilt. Det er blandt andet finanskrisen og fund af nye gasarter i USA, som har bremset udviklingen inden for den vedvarende energi. Samtidig er priserne på gas og kul faldet markant, hvilket er med til at øge de internationale investeringer i fossile energiteknologier på bekostning af vedvarende energi.

Landets største rådgivende ingeniørfirma, Rambøll, har netop opkøbt et amerikansk rådgivningsselskab inden for olie- og gasområdet for at få større del i den internationale vækst.

»Balancen mellem den fossile og den grønne brændselsøkonomi er tippet til fordel for det fossile. Spørgsmålet om prisen på energi er blevet væsentligt mere udtalt i de seneste to år,« siger koncerndirektør i Rambøll Søren Holm Johansen. Og tendensen er global.

»Det er senest blevet illustreret ved debatten i Tyskland, hvor det forlyder, at den nye regering er enig om at reducere i ambitionerne for den grønne energiforsyning,« siger han.

Rambøll voksede sidste år med 27 procent på olie- og gasområdet, mens energiområdet, der dækker vindmøller og kraftværker, voksede med 23 procent.

Flere topchefer frygter ifølge Børsen, at Danmark misser vækstmuligheder inden for den sorte energi på grund af et ensidigt grønt fokus på grøn teknologi. Det gælder blandt andet administrerede direktør Kim Sillemann i ingeniørvirksomheden Geo, der har succes med havbundsundersøgelser til både havvindmøller og olie- og gasprojekter.

»Man forsømmer at give den danske indsats i olie og gas det, som den fortjener. Det er rigtigt dygtige mennesker, der har siddet der, men man kan ikke tiltrække nye studerende til det, fordi det politisk altid bliver holdt ud i strakt arm som noget, man gerne vil af med. Man glemmer bare, at der går mindst 50 år, inden man kommer af med det, og hvorfor så ikke bruge det i mellemtiden og gøre det på en god måde, som vi rent faktisk kan herhjemme,« siger Kim Sillemann.