Ekspert: S-krav om lønloft er destruktivt

Socialdemokraternes forslag om et lønloft for bankdirektører er destruktivt og bagudrettet, og vil sende dygtige direktører væk, mener professor.

Læs mere
Fold sammen
Ikke gennemtænkt, bagudrettet og destruktivt. Sådan lyder dommen fra professor Peter Løchte Jørgensen over Socialdemokraternes krav om, at bankdirektører som vil være en del af en kommende bankpakke højst må tjene 2,5 millioner kroner om året.

- Det er en straf bagud - fejlene er jo begået. Hvis det her forslag kommer igennem kan man frygte, at de dårlige bankdirektører bliver siddende, mens de dygtige finder et andet job. Og lige nu er der mere end nogensinde brug for dygtige topchefer i bankerne, siger Peter Løchte Jørgensen fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

Han slår fast, at der er begået kæmpe fejl i banksektoren, men professoren mener, at politikerne hellere skulle se på, om man fremadrettet kan skrue en lønpakke sammen, der belønner bankdirektører, som får kreditterne til at flyde igen.

- Det vil være konstruktivt i forhold til de problemer, politikerne mener, vi står over for. Hellere gulerod end et destruktivt lønloft, siger Peter Løchte Jørgensen.

/ritzau/