Den digitale tinglysning er "verdensklasse"

IT-virksomheden CSC, der har udviklet den skandaleramte digitale tinglysning, giver selv systemet en pris for "digitalisering i verdensklasse".

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

CSC har selv udviklet systemet, så prisen er altså CSC's pris til sig selv. Den hedder "The Chairman’s Award for Excellence i 2010" og er ifølge firmaet selv CSC's fornemste pris for digital innovation og forretningsværdi.

Begrundelsen er, at løsningen i en global sammenligning har givet Domstolsstyrelsen forretningsfordele uden sidestykke.

Prisen gives til et projekt, der kombinerer innovation, forretningsværdi og dokumenteret driftsstabilitet for kunden samt genanvendelighed på andre lignede forandringsprojekter.

”Perspektiverne for denne type løsninger er meget lovende både lokalt og globalt, og vi kan allerede nu se, at netop denne digitale løsning har skabt genklang langt ud over Danmarks grænser. Prisen vi har modtaget, skal ses i lyset af dette”, siger Hans Jayatissa, Solution Director i CSC Danmark, i en pressemeddelelse.

Den digitale tinglysning er en af Danmarks største it-skandaler. Der har været flere småfejl, men skylden for den dyre fadæse skydes primært på, at Domstolsstyrelsen og justitsministeriet havde forventet en større brug af den digitale signatur end tilfældet blev. Derfor opstod der en flaskehals hos Tinglysningen, der stadig skulle behandle mange skriftlige fuldmagter manuelt. De bolighandlende måtte betale ekstrarenter i kø-tiden til mellemfinansiering i banken af boligen. Skandalen har derfor kostet boligejerne tusindvis af kroner.

Skandalen nævnes ikke med ét ord i pressemeddelelsen.

Det offentlige sparer til gengæld penge på projektet, hævder CSC. Indførelsen af Digital Tinglysning har medført, at 60-70 procent af tinglysningssagerne behandles automatisk af systemet på få sekunder. Systemet vil fremover give staten en besparelse på 100 millioner kroner årligt især i form af reduktion i mængden af sagsbehandlingstimer og eliminering af forsendelsesomkostninger, skriver CSC.

”It-systemet lever grundlæggende op til sit mål, da det hver dag sender mellem 6.000 og 7.000 sager automatisk gennem systemet på få minutter, hvilket ikke var muligt før digitaliseringen”, siger Præsident for Tinglysningsretten Søren Sørup Hansen i pressemeddelelsen.

CSC forventer at anvende digitaliseringskonceptet og platformen 5g som en selvstændig platform for dyb digitalisering i den private og offentlige sektor i Norden og globalt.