Tidligt mandag morgen sov Lars Larsen, grundlægger af Jysk-imperiet, stille ind, mens han var omgivet af sin familie.
Flagene gik derfor i dag på halvt i store dele af Silkeborg, hvor forretningsmanden boede, og det samme gjorde sig gældende ved Jysks hovedkontor i Aarhus.
Lars Larsen blev 71 år gammel, og gennem store dele af sit liv har den jyske forretningsmand været folkeeje. Den helt særlige status, som den jyske købmand opnåede at få, kan måske tilskrives den ikoniske replik »jeg har et godt tilbud til dig«, som nærmest har været »Dyne-Larsens« varemærke gennem fire årtier.
»En begavet herre«
Og det er netop den replik, som flere af kunderne i Jysk, som Berlingske mødte mandag eftermiddag i Herlev, forbinder Lars Larsen med. Og så det det gode, jyske købmandsskab selvfølgelig.
»Han var jo en begavet herre. Det skal man være, hvis man skal kunne skabe et imperium, som han har gjort. Han var en succesrig mand, men han lagde også kræfterne i det,« siger Merete Christensen.
Hun er 81 år, og havde netop været inde i Jysk sammen med sin forlovede, Knud Pedersen, også 81, da Berlingske talte med hende ude foran, hvor sæsonens sidste havemøbler var sat frem med markante besparelser på op til 60 procent.
Parret husker begge Lars Larsens reklamer, hvor han med god jysk dialekt slog fast, at man i Jysk kunne finde et »godt tilbud«.
Dyne-Larsen skabte fælles referenceramme
To som også lagde vejen forbi Jysk mandag eftermiddag var Mikkel Desler, 27, og Liva Jessen, 24, der havde været inde for at købe nogle plastikkurve. Nyheden om Lars Larsens død havde måske ikke direkte påvirket dem, men de talte faktisk om ham, mens de gik rundt blandt de lange rækker af varer i butikken.
»Jeg er selv iværksætter, og vi kæmper jo alle sammen for at opnå det, som han har gjort. Han har været en kæmpe inspirationskilde for mig i forhold til at føre forretning. Det er jo det, som han har gjort hele sit liv, og han har gjort det eksemplarisk. Han har jo et eller andet sted lidt taget røven på den normale måde at tænke forretning på,« siger Mikkel Desler, der har læst Lars Larsens egen bog.
Han husker tydeligt reklamerne, som Lars Larsen sendte ud med den velkendte replik »jeg har et godt tilbud til dig«, og den har på sin egen måde tjent som fælles referenceramme for mange danskere.
»De reklamer kender alle. Man behøver bare lave stemmen, og så ved alle, hvad det handler om. Det blev hans domæne at reklamere på den måde, og jeg synes ikke, at jeg har set nogen lykkedes med det på samme måde, som han gjorde. Det er jo et eller andet sted rimeligt unikt, at det er lykkedes for ham at leve så længe på den samme forretningsføring,« siger Mikkel Desler.
Jordnær, sympatisk og jysk
Både han og Liva Jessen synes, at ord som »jordnær«, »jysk« og »sympatisk« betegner dyne- og sengetøjsgrundlæggeren godt – særligt jysk mådehold. Lars Larsen var da heller ikke kendt for at ødsle sin formue bort på unødvendig luksus.
»Et eller andet sted er jo vildt ærgerligt, at han ikke selv nåede at bruge alle de penge, som han har tjent gennem årene,« siger Liva Jessen.
»Det er jo sindssygt, at hans forretning faktisk nåede at bære ham så langt, som han gjorde. Han byggede jo alt op selv. Men han var også forretningsmand først og fremmest. Det siger han også selv i sin bog. Forretningen var hans barn, og den kom nogle gange før hans rigtige børn,« siger Mikkel Desler.
Han ønsker ikke selv at føre forretning på den måde, men han er ikke i tvivl om, at det er det engagement, der skal til, hvis man vil blive lige så succesfuld som Lars Larsen.
»Det han har gjort, det er helt unikt«.
Lars Larsen efterlader sig sin kone, Kristine, sine to børn og fire børnebørn. Han døde efter kort tids sygemelding grundet fremskreden leverkræft.
Derudover efterlader dynekongen sig også et imperium, som han har brugt 40 år på at bygge op, som ikke bare tæller 2.800 forretninger fordelt i 52 lande verden over og 23.000 medarbejdere, men også aftryk, som kan findes rundt omkring i de fleste danskeres hjem.