Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
DRRB Mediaindex omfatter alle de annoncekroner, som løber gennem mediebureauerne. Heraf fremgår det, at annoncemarkedet i september lå hele 31 procent efter samme måned sidste år. Set over de første ni måneder er den negative vækst 20 procent.
Nu kigger mediecheferne spændt frem mod årets sidste kvartal. Det kvartal, hvor krisen for alvor tog fat sidste år.
»Det rigtigt interessante for alle mediegrupper bliver at se, hvad der kommer til at ske i fjerde kvartal. Alle aktører afventer det virkelig med spænding. Omsætningen er faldet måned for måned i forhold til sidste år, fordi man sammenlignede med en periode, hvor krisen endnu ikke havde sat ind,« siger Michael Ostenfeld, TV-chef hos mediebureauet Carat.
2010 tegner svagt
Det vil imidlertid være overraskende, hvis vi ser stigninger på annoncemarkedet i fjerde kvartal. Også selvom udgangspunktet er lavere. Det fastslår cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian.
»Selv om krisen var sat ind i sidste års fjerde kvartal, ville det ikke være mærkeligt, hvis annoncemarkedet også i fjerde kvartal ville ligge væsentligt under niveau. Vi har fået mange fald i den økonomiske aktivitet siden da,« siger Steen Bocian. Han peger på, at også 2010 tegner svagt.
»Generelt set bliver der fra regeringen, økonomer og de økonomiske vismænd tegnet et billede af et svagt økonomisk opsving i første halvår af 2010, men det sker bare fra et meget lavt niveau, så der vil være tale om en bedring, men ikke en tydelig bedring,« siger Steen Bocian.
Samme vurdering kommer fra Michael Ostenfeld.
»Ingen med bare lidt fornuft har forventninger om, at omsætningen for TV og i princippet alle mediegrupper kommer til at opleve vækst næste år,« siger han. Ifølge tallene fra september ligger TV-annonceringen hele 38 pct. efter samme måned sidste år. Selvom september sidste år var en ekstraordinær stærk måned bekræfter det en generel tendens. I tredje kvartal ligger mediegruppen 27 pct. efter sidste år.
»Det er det generelle mønster, vi har set hele året. TV taber markedsandele til de andre mediegrupper. TV er under voldsomt pres,« siger Michael Ostenfeld.
Fald aftaget
Hos mediebureauet Mediacom hæfter man sig ved, at faldet i dagbladsannonceringen er aftaget en smule.
»Jeg tror simpelthen, vi har nået bunden for, hvor langt dagbladenes annoncepriser kan gå ned, og samtidig er der måske en begyndende tendens til, at detailhandlen har det marginalt bedre, hvilket kan få en positiv indflydelse på især dagblade. Men måneden er jo som helhed katastrofal. Hvis man kigger på hele omsætningen, så er den virkelig slem,« siger Ulrik Falkner Thagesen, adm. direktør for mediebureauet Mediacom.
Han forventer, at hele året vil slutte med en tilbagegang på 18 pct. på annoncemarkedet.