Danske Bank- garanti til ofre for kredit-krise

Danske Bank har stillet et likviditetsberedskab på 2,5 milliarder dollar svarende til næsten 14 milliarder kroner til rådighed for Polonius Inc., der er et slags investeringsprogram, der investerer i amerikanske og britiske bolig-, studie- og kreditkortlån.

Det fremgår af et notat fra det internationale kreditvurderingsinstitut Moody’s.

Polonius Inc. er samme type program, som ramte den tyske bank IKB og andre, som har rapporteret om massive tab, fordi den internationale kreditkrise har øget prisen på penge, og selskaber som Polonius er afhængig af muligheden for løbende at forny kortfristede lån.

Danske Bank og andre har stillet et likviditetsberedskab til rådighed for den slags programmer, som netop kommer i brug, når en kreditkrise som den nuværende, gør det mere end vanskeligt for programmerne at forny lånene.

Interessant marked
Som beskrevet i går, betragter ledelsen i Danske Bank det her forretningsområde som interessant, og banken har været i det marked igennem længere tid.

»Der er ikke noget nyt i det her. Vi har hele tiden sagt, at vi er inde i det her marked med likviditets back up,« sagde økonomidirektør Tonny Thierry Andersen til Berlingske Business.

Nyhedsbureauet Reuters skrev forleden, at Danske Bank også har stillet likviditet til rådighed for Cairn High Grade Funding I og ikke Sachsen Funding 1, som vi fejlagtigt skrev i går. Økonomidirektøren bekræfter, at det drejer sig om lidt over en halv milliard kroner i den sag, men understreger, at der ikke er noget at være nervøs for.

Subprime-krisen i USA er en konsekvens af, at banker, realkreditselskaber og agenter har solgt boliglån til amerikanere på vilkår, der minder om bondefangeri. I lånene er der således indbygget voldsomme rentestigninger i løbet af meget kort tid, og det har fanget de nyslåede boligejere i en gældsfælde. Det lyder som et lokalt problem i USA, men lånene er samlet sammen og solgt videre til banker i New York, der har solgt dem videre.Ifølge Moody’s har 97,2 procent af lånene til Polonius Inc en såkaldt AAA rating, der er den bedste karakter, og Danske Bank står forrest i køen af kreditorer.