Dansk satellitfirma faldt med raketfart på børsen

Den nordjyske virksomhed Gomspace blev torsdag affyret på den svenske børs, hvilket blev lidt af en fuser.

Arkivfoto fra Iris: satellit. Fold sammen
Læs mere

Dog frygter virksomheden ikke at lide samme skæbne som andre danske børsnoterede selskaber i Sverige.

Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.

Samme dag som Gomspace blev børsnoteret faldt dens aktiekurs med omkring 30 pct. fra kurs 12,5 til 8,7. Kursfaldet betød at selskabets markedsværdi blev afskrevet med 61 mio. kr.

»Vi havde tænkt, at det godt kunne blive en mat begyndelse med det aktiemarked, der har været på det seneste, men vi er da kede af, at aktiekursen faldt så meget. Det eneste, vi kan gøre nu, er at komme tilbage til arbejdet og vise, at vi kan levere,« siger Gomspaces administrerende direktør, Niels Buus, til Jyllands-Posten Erhverv.

Selvom der ikke var meget ild i raketten torsdag morgen var Gomspace aktien stadig den mest handlede på First North Premier-børsen i Stockholm. Ifølge Niels Buus er det et positivt tegn, at folk overhovedet vil handle med dem.

Investorernes interesse kan blandt andet skyldes selskabets seneste aftale om et stort satellitprojekt i Afrika. Gomspace fremstiller satellitter, der bruges til at tracke fly- og skibstrafikken nøjagtigt på store dele af kloden.