Danmarks største bilkoncern får rekordregnskab trods VW-skandale

Danmarks største bilkoncern, Semler Gruppen, der sælger Volkwagen-koncernens biler i Danmark, fik sidste år rekordoverskud, ligesom omsætningen for første gang rundede de 10 milliarder kr.

Foto: DAMIR SAGOLJ.
Læs mere
Fold sammen

På trods af at Volkswagen-koncernen i efteråret 2015 blev afsløret i en omfattende brug af snydesoftware, der fik koncernens biler til at tage sig for godt ud i forureningstests, så opnåede den danske storsælger af VW-produkter sidste år et rekordregnskab.

Semler koncernen, der er Danmarks største bilforhandler med mærkerne VW, Audi, Porsche, Seat og Skoda, har i en årrække haft støt stigende salg, og på trods af »Dieselgate« voksede omsætningen sidste år med mere end 600 mio. kr. til 10,5 milliarder kr. Og driftsoverskuddet fulgte mere end bare med.

Driftsoverskuddet voksede med 75 mio. kr. til 433 mio. kr. Dermed har Semler tjent 4,10 kr. for hver gang, der er omsat for 100 kr. bil. De to foregående år har driftindtjeningen kun været på 3,70 kr. pr. hundredelap.

»2015 har resultatmæssigt været det bedste i Semler Gruppens historie. Bilmarkedet i Danmark fortsatte med at vokse og har igen i 2015 slået alle tidligere rekorder. Samtidig oplevede vi, at den store interesse for helt små biler faldt en smule, og at markedet for mellemklassen steg,« skriver Semler i sin årsrapport.

Volkswagens Dieselgate-skandale omfatter 91.000 biler i Danmark, og Semler har på Volkswagen-koncernens vegne påtaget sig ansvaret for at opdatere de biler, der er omfattet af skandalen. Semler noterer sig i den forbindelse, at biler fra Volkswagen sidste år alligevel blev de mest solgte i Danmark for femte år i træk.

Efter flere år med fremgang i omsætningen regner Semler i år med et svagt faldende salg. Nettooverskuddet ventes at ligge i niveauet 280-320 mio. kr. mod rekordoverskuddet på 324 mio. kr. i 2015.