Danfoss-ejer: Nu får Niels B. Christiansen mulighed for at blive CEO i en stor international industrivirksomhed

Danfoss' bestyrelsesformand, Jørgen Mads Clausen, er ked af at slippe sin administrerende direktør, Niels B. Christiansen. Formanden er ikke i tvivl om, at Niels B. Christiansen hurtigt lander et internationalt topjob.

Jørgen Mads Clausen (th) og Niels B. Christiansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Headhuntere over hele Europa står på spring, efter at en af dansk erhvervslivs stjerner, Niels B. Christiansen, tirsdag meddelte, at han 1. juli stopper efter 12 år som topchef i industrikoncernen Danfoss.

Det vurderer hans snart tidligere chef, ejer og bestyrelsesformand i Danfoss Jørgen Mads Clausen.

»Da Niels kom til mig med tanken om at stoppe, skulle jeg lige sluge den, men jeg forstår ham godt. Han har lige fejret 50 års fødselsdag. Han har gjort en fantastisk indsats i Danfoss, siden han afløste mig i 2008, samtidig med at Lehmann Brothers krakkede, og finanskrisen brød ud. Siden har han forandret virksomheden fuldstændigt og især øget produktiviteten meget markant. I dag er virksomheden i en god stabil gænge,« siger Jørgen Mads Clausen.

»Det, han gerne vil, er at gøre det én gang til. Men det er svært at søge nyt job, når du er i jobbet som topchef i en virksomhed. Med med udmeldingen i dag får han muligheden for at blive CEO i en rigtig stor internationalt industrivirksomhed, som har brug for en omstilling. Det vil han blive rigtig skrap til, og jeg tror, der sidder mange headhuntere rundt omkring i Europa og tænker det samme,« siger Jørgen Mads Clausen.

Han lægger ikke skjul på, at han er ked af at måtte sige farvel til Niels B. Christiansen, som han blandt andet har forsøgt at holde på, ved at betale ham det, der formentlig er den højeste topchefløn i Danmark., Anslået lå den sidste år et godt stykke over 50 mio. kr. om året.

»Niels efterlader et eftermæle af dimensioner i Danfoss,« siger Jørgen Mads Clausen.

For nylig stoppede en anden af stjernetopcheferne i dansk erhvervsliv, Jørgen Vig Knudstorp fra Lego, der ligesom Danfoss er familieejet. Lego-familien valgte en model, hvor Jørgen Vig Knudstorp fortsætter som arbejdende bestyrelsesformand og værdibærer i virksomheden. Men den model har ikke været aktuel hos Danfoss, fastslår Jørgen Mads Clausen.

»Jeg er utroligt glad for at være bestyrelsesformand, og det fortsætter jeg med så længe, jeg bliver genvalgt på generalforsamlingen,« siger den 68-årige Jørgen Mads Clausen.