Cimber kunne ikke betale lønninger

Pengekassen er betydelig mere tom end tidligere antaget. Cimber Sterling har ikke kunnet betale lønninger i juli. (opdateret: 13:05)

Pengekassen er tom, og Cimber Sterling har ikke udbetalt løn til de ansatte. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bankbogen i Cimber Sterling har været langt mere slunken end hidtil antaget. Efter formiddagens ekstraordinære generalforsamling i Cimber Sterling, kommer det nu frem, nøjagtig hvor tæt selskabet er på en konkurs.

Ifølge Travelpeople.dk er pengekassen nemlig så tom, at det ikke har været muligt at udbetale lønninger til alle de omkring 850 ansatte, så pengene stod på deres bankkonti i dag.

På generalforsamlingen i dag fortalte formand Vilhelm Hahn-Petersen, at Cimbers samarbejdspartnere har haft indført ekstremt skrappe krav til flyselskabet på grund af den truende konkursfare. Det har blandt andet betydet, at kreditkortselskaberne ikke har villet afregne købene, før rejsen var afviklet. På samme måde har Rejsegarantifonden krævet ekstra høje deponeringer fra Cimber Sterling.

Business.dk har talt med adm. direktør Jacob Krogsgaard, der både bekræfter, at Cimber Sterling ikke har udbetalt alle lønninger til tiden, og at det ikke er første gang, det sker.

"Vi har haft et cashflow, der har betydet, at vi ikke har haft mulighed for at betale lønningerne i går. Det betyder, at der er nogle af vores ansatte, der ikke har fået deres løn rettidigt i dag. Men vi har overført pengene i dag, så de skulle gerne være på deres konti på mandag," siger han.

Ifølge Business.dks oplysninger har Cimber Sterling fået overført 40 mio. kroner fra Mansvell efter generalforsamlingen for at kunne betale blandt andet lønninger.

Flyselskabet har meddelt personalet via e-mails, at der ikke er penge til at udbetale lønningerne nu. Selskabet har angiveligt bedt den nye storaktionær, Manswell Enterprises, om et a conto-beløb for at sikre lønudbetalingerne.

Fredag formiddag stemte Cimber Sterlings aktionærer for den ukrainske oligark Igor Kolomoyskijs, der står bag Mansvell, tilbud om at skyde 165 mio. kroner i flyselskabet mod at få en aktiepost svarende til 70 pct. i selskabet.