Chr. Hansen går i karminrødt fra starten

Chr. Hansen dykker over syv procent på sit sløje kvartalsregnskab.

Foto: KRISTIAN SCHULLER / HO. Chr. Hansen leverer det røde farvestof karmin, der er i drinken Campari.
Læs mere
Fold sammen
Trods en stigning i salget var det ikke nok til at tilfredsstille analytikerkorpset, og en lille nedjustering gjorde det ikke bedre.

Chr. Hansen-aktier åbner derfor 7,17 procent nede i kurs 186,30 kroner fra morgenstunden onsdag efter sit sløje regnskab for tredje kvartal i det skæve regnskabsår 2012/2013.

Selskabet leverede onsdag morgen et regnskab, hvor forventninger til både toplinjen og driften for helåret blev nedjusteret, ligesom salgstallene ikke kunne leve op til analytikernes forventninger.

Her landede 14 aktieanalytikeres estimater, indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans, på en omsætning på 197 mio. euro for tredje kvartal, men selskabet realiserede blot 191,7 mio. euro. Samtidig havde analytikerne sat næsten op efter et resultat på 38,2 mio. euro, hvor Chr. Hansen ramte 35,5 mio. euro, ligesom overskudsgraden skuffede med en stigning til 27,6 procent fra 28,5 procent i samme periode sidste år. Her havde analytikerne ventet 29 procent.

De sløje kvartalstal kommer i kølvandet på en stærkt skuffende andet kvartal, hvor selskabet kort forinden havde fået ny adm. direktør og kæmpede med større engangsudgifter på grund af en øget salgsindsats, direktørskifte og en nedskrivning på otte mio. euro i forbindelse med nogle kliniske studier.