Byggematador går konkurs

Den aalborgensiske byggematador Thorkild Kristensens sommerhusselskab er gået konkurs. Banker risikerer tab på op til flere hundrede millioner kroner.

Bl.a. Nørresundby Bank og Sydbank risikerer store tab efter byggematadoren Thorkild Kristensens fald. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det oplyser TV2/Nord.

Skiltet på hovedkontoret i Hasseris er allerede væk og bygningen solgt i et forsøg på at redde selskabet. Men altså forgæves.

I fredags erklærede skifteretten Thorkild Kristensen Group konkurs efter begæring fra bestyrelsen.

- Hele feriehusmarkedet har været presset under finanskrisen. Og sidste år solgte vi kun tre sommerhuse her i Danmark, siger bestyrelsesformand Morten Jensen.

Det konkursramte selskab opførte og solgte sommerhuse blandt andet her i Blokhus. For 15 måneder siden havde selskabet en gæld på omkring 800 millioner kroner. Og selv om den siden er nedbragt noget, risikerer blandt andre Nørresundby Bank, Sydbank og ebh-bank store tab.

Thorkild Kristensen er i dag 70 år. Hans formue er grundlagt på salg af sommerhusgrunde, selv om han blev mest kendt for diskotekskæden Tordenskjold. Hans playboy-agtige livsstil med store biler og luksushuse gav ham tilnavnet Thorkild Mangepenge.

Thorkild Kristensen Group er et af flere selskaber helt eller delvist ejet af byggematadoren. I det daglige har det været drevet af hans søn, Lau Kristensen. Thorkild Kristensens ejendomsmæglerselskab blev for 12 år siden solgt til en gruppe medarbejdere og er derfor overhovedet ikke berørt af konkursen. Konkursboet forsøger nu at realisere selskabets værdier.