Borgmestre vil udvide motorvej på Fyn

E20 skal være bredere over Fyn, mener en række fynske borgmestre, som har sendt et brev til finansministeren og transportministeren. Den fynske motorvejsstrækning overses i regeringsgrundlaget, lyder argumentet.

Foto: Claus Fisker.
Læs mere
Fold sammen

Der skal være mere vej at køre på, når bilister færdes på den fynske motorvej E20.

Det mener ti borgmestre fra Fyn, som i et brev opfordrer både den nye finansminister, Claus Hjort Frederiksen (V), og transportminister, Hans Christian Schmidt (V), til at udvide motorvejens strækning mellem Nr. Aaby og Odense Vest.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Ifølge borgmestrene vil flere bilister fremover færdes på motorvejsstrækningen, og det vil derfor skabe enorme trængselsproblemer, hvis ikke vejen udvides. Dertil kommer en øget risiko for flere trafikulykker samt tabt produktivitet og tabte investeringer. Borgmestrene har udformet brevet i kølvandet på, at regeringen i sit grundlag har skrevet, at den østjyske motorvej E45 skal udvides, mens den fynske E20-strækning ikke er tiltænkt. Det oplyser Assens borgmester, Søren Steen Andersen (V), til avisen.

»Hverken i forhold til trafik eller ulykkesfrekvens er behovet på E20 mindre end på E45. Nu har man i regeringsgrundlaget sagt, at man skal have E45 på bordet, så må E20 blive det næste,« siger borgmesteren til Fyens Stiftstidende.

Den fynske motorvej E20 blev i foråret udbygget på strækningen mellem Middelfart og Nr. Aaby.