Teknisk er roadpricing muligt i Danmark

Roadpricing er indført i en række europæiske lande, og det er kun politik, der afgør, at vi endnu ikke har det i Danmark. Teknisk er løsningerne der.

Helt ny ITS-teknologi (intelligente trafik systemer) vil fremover helt ændre verdensbilledet, når det gælder trafiksikkerhed, betalingssystemer, trafikkontrol og trafikstyring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Helt ny ITS-teknologi (intelligente trafik systemer) vil fremover helt ændre verdensbilledet, når det gælder trafiksikkerhed, betalingssystemer, trafikkontrol og trafikstyring.

Herhjemme blev betalingsringen rundt om København droppet i 11. time, fordi politikerne ikke kunne blive enige om metode og konsekvens. Men vi er ikke alene om at være vægelsindede. Frankrig har skrottet et elektronisk betalingssystem for lastbiler, lige før det skulle tages i brug, og hovedentreprenøren i Italien er brændt inde med 700.000 OBU (on-board-units) til lastbilerne, som også kendes fra danske eksportlastbiler.

Når det gælder roadpricing herhjemme, venter politikerne officielt på en teknisk løsning. Den findes imidlertid allerede hos IT- og telekommunikations-koncernen Kapsch Group i Wien. Kapsch har også stået for den elektroniske udrustning til Øresundsbroens betalingsanlæg.

Ifølge Kapsch kræver roadpricing basalt set en smartphone samt en slags »læser«, som virker sammen med DSRC, dedicated short range communikation (mikrobølger).

»Læseren« fås i supermarkedet og aktiveres af ens smartphone, hvorefter den tilkobles kontoen. Derefter betaler man, når man kører. Næsten lige så nemt, som når man køber en rejse hos DSB på mobilen. Ud over DSRC kan man bruge GPS satellit-styring, når hele vejnettet skal med.

Systemerne kan benyttes til mange formål såsom opkrævning ved motorveje, landeveje, broer, OPP-veje (offentlig-privat-partnerskab) og endda P-huse.

1,8 mio. registreringer om dagen

Kapsch arbejder rundt om på kloden med forskellige ITS-systemer som Vehicle to Vehicle (V2V) og Vehicle to Infrastructure (V2I), hvor bilen er i kontakt med andre biler eller vejmyndigheder. GM lancerer i 2017 en Cadillac med systemet og Audi kommer nogenlunde samtidig.

Her advarer bilerne hinanden ved uheld, ved glat føre, ved køkørsel, ved afstands­regulering, ved blind spot (køretøjer gemt i bilens blinde vinkel), ligesom den kan advare om fodgængere, der er vanskelige at se, og kan anvendes i selvkørende biler – autonom kørsel. Her er der tale om computere i biler, der kommunikerer med infrastruktur­udbydere – eventuelt via modtageenheder ved vejkanten.

Mest kendt er betalingssystemet for last­biler i Østrig, der svarer til det tyske betalingssystem »Maut« i Tyskland.

For ti år siden, som de første i verden, installerede Kapsch systemet med navnet MLFF – multi lane free flow. I dag registreres 1,8 millioner lastbiler på en normal hverdag eller 620 mio. transaktioner om året. Det indbringer årligt en mia. euro til den østrigske statskasse. Udgiften til at holde systemet vedlige og bemanding udgør kun en tiendedel af de tjente penge.

Det østrigske system er i dag kompatibelt med lignende systemer i Tyskland, Schweiz og i Skandinavien, og flere er på vej. Radiofrekvensen ligger på 5,8 GHz, som er en europæisk standard.

Kapsc har siden 2004 installeret ITS-systemer for lastbiler over hele verden, ligesom man har installeret kontrolsystemer ved indkørsel i bycentre i italienske byer, ved amerikanske tunneller og broer, hviderussiske og portugisiske motorveje samt vejsystemer i Australien og New Zealand.

I Europa arbejdes der med et par trafikkorridorer med betalingssystemer – bl.a. mellem Holland og Østrig og mellem Polen og Grækenland – kaldet TEN-T, trans-european transport networks). Otte medlemslande arbejder sammen om at finde ud af, om det kun skal omfatte lastbiler eller både lastbiler og personbiler.

For personbiler kunne det udvikles til at være en tidsbegrænset betaling, som ville svare til motorvejsmærkater i bl.a. Østrig og Schweiz. Det kan også ske som med lastbiler – med portaler eller betalingsstationer, hvor passagerer registreres elektronisk gennem montering af en »on board unit« i alle køretøjer.

Mobil kan bruges som betalingsmiddel

I øvrigt har OECD i sin rapport fra 2013 anbefalet, at roadpricing-systemer fra bl.a. Kapsch skal bruges til at udvide betalingen fra last­biler til også at omfatte personbiler – eventuelt justeret, så det er dyrere at køre i myldretiden. Det ville anspore mange mennesker til at vælge kollektiv transport, mener OECD.

Hos Kapsch har man også en fælles løsning for infrastruktur – alt sammen med hjælp af Smart Mobility.

»Her kan mobiltelefonen (i stedet for en OBU-løsningen) både bruges til betalings­afgift, til betaling af bus inklusive vejledning, betaling for delebil, kørselsvejledning til ledig p-plads, p-betaling og advarsel for veje med restriktiv adgang. Alt sammen i én mobil og én regning. En vigtig udvikling, når flere og flere vil bo i byerne,« siger Wolfgang Fleischer, international koordinator i Kapsch Traffic.

Ifølge analysevirksomheden Pike Research’ rapport »Smart Cities« vil der de kommende ti år blive anvendt ti mia. dollar på teknologier for at støtte »Smart City«-løsninger i verden.

Business Transport inviteret til Wien af Kapsch