Europas overbelastede veje giver comeback til godstoget

Øget trafiktæthed på Europas motorveje og øget betaling for søtransport efter årsskiftet sender mange erhvervsvirksomheder på godstoget.

I transportbranchen er man ikke i tvivl om, at banerne vil få den nødvendige renaissance. I EU har man endda forventninger om en udvikling i godstransporten på jernbanerne på hele 79 procent frem til 2050 – det svarer til en vækst på 1,5 procent om året. Foto: Jonas Guettler/EPA Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vi kan ikke undvære lastbilen«.

Så kategorisk siger adm. direktør Henrik Dam Larsen fra DB Schenker det, når han taler om logistikløsninger i fremtiden, men han understreger, at godstoget er tæt på en renæssance.

»Europas vejnet er nærmest overbelastet, så det er naturligt at vælge godstoget. Og søtransporten bliver efter årsskiftet ramt af højere tariffer som en naturlig konsekvens af, at skibe skal udlede mindre svovl. Det betyder, at de skal bygges om med såkaldte scrubbere, der skal rense svovlet – eller der skal investeres i skibe, der sejler på LNG – flydende naturgas,« siger Henrik Dam Larsen.

For erhvervslivet er det økonomiske aspekt det centrale, og ifølge Michael Svane, branchedirektør i DI Transport, kan de nye regler for skibene betyde en prisforhøjelse på fragter på 20-30 pct.

»Men det handler ikke om at slås, men om at få et langt bedre samspil mellem transportformerne, så vi derigennem kan løfte mobiliteten i hele Europa. For der kommer endnu mere behov for transport i frem­tiden, viser alle prognoser. Der er imidlertid mange problemer for godstransport på skinner – bl.a. når godstog altid skal vente på persontog,« siger Michael Svane.

Derfor mener han, at tiden er inde til at alle – politikere, myndigheder og transportkøbere og udbydere – skal se på, hvor man kan fremme banegodset.

»Alle taler om »just-in-time«, men mange varer kommer netop just-in-time, selv om en transport tager en uge eller to,« siger Michael Svane.

Det afgørende er, at varen når frem til det aftalte tidspunkt – om det så er om 12 timer eller en uge.

Han mener, at det er vigtigt, at fokus på samarbejdet mellem transportformerne også er en del af tankevirksomheden i transportleddet, hvad enten man er speditør eller transportør.

»Der er også taget initiativ til en bane-godstransportforening, hvor alle involverede parter er velkomne. Vi støtter ideen, for der er ingen, der har råd til, at varerne hænger i trafikkøer. Varerne skal leveres til den aftalte pris og aftalte tid. Det kræver øget samarbejde. Vi skal i transporterhvervet anerkendes for vores evne og vilje til at skabe og tilbyde netop de løsninger, som markedet og kunderne efterspørger.

Tæt samarbejde

DB Schenker i Danmark er delt op i en logistikdel og en rail-sektion (DB Schenker Rail Scandinavia) – og de senere år er der kommer et tæt samarbejde mellem de to sektioner, hvor der nærmest var vandtætte skotter før.

Hos Schenker er man kundens forlængede arm og arrangerer den transport, der er den optimale til opgaven. Her ser man gerne, at der benyttes DB Schenkers tog, men det kan også være andre transportører.

»Vi har danske kunder, der har flyttet dele af en produktion til udlandet – og hvor vi så følger med, for vi har jo afdelinger i alle lande,« siger Henrik Dam Larsen, der netop har ansat to nye medarbejdere, der alene tager sig af gods på bane.

»Vi har mange kunder, som bruger forskellige transportløsninger til forskellige opgaver. Således har vi en kunde, der er vant til at bruge 3.000 lastbiler til at køre gods til Danmark. Han kan med fordel skifte til toget, for samme gods kan være på 2.000 bane-waggoner – og en togstamme består af 30-50 waggoner,« siger Henrik Dam Larsen.

Lige så fleksibel som lastbilen

Godstoget er i dag ikke mindre fleksibelt til godstransport end lastbilen, når vi taler længere strækninger såvel herhjemme som i udlandet.

Det mener Gottfried Eymer, CEO og adm. direktør for DB Schenker Rail Scandinavia.

»Vi kører bl.a. øl for Carlsberg fra Fredericia til Taastrup – fra terminal til terminal. Det fungerer fremragende. Det er bl.a. veksellad, som vel fremme lastes over på lastbiler, som kører ud til kunderne. Men vi mener godt, vi kan køre endnu mere gods på skinner herhjemme – eksempelvis fra Aarhus til Købenavn,« siger Gottfried Eymer.

Han mener, at man skal se godstransport og logistik på en holistisk måde – se oppefra og finde den økonomisk bedste transportløsning. Nordjylland er f.eks. blevet mere interessant, efter at jernbanen til Hirtshals er blevet opdateret.

»Vi har bl.a. bilfabrikken Volvo som kunde. De har længe sejlet gods/reservedele mellem Sverige og deres fabrik i Belgien. Men fordi skibene skal bygges om for at klare de nye miljøbestemmelser fra næste år, er denne transportform blevet en del dyrere – så nu kører de langt mere på skinner,« siger Gottfried Eymer.

Han mener ikke, at den kommende Femern-forbindelse er optimal for alle forsendelser, for det ødelægger en del af den vækst, der har været omkring jernbane-knudepunkter – bl.a. i trekantsområdet og i Esbjerg.

»Derfor vil jeg tale for godstransport på skinner også over kortere afstande. Vi har minimum plads til ti pct. forøgelse – og ikke nødvendigvis kun på de typiske produkter som træ, papir og metal,« siger Gottfried Eymer.

Et problem med jernbanegods er, at et stort antal af de lokalbaner, som Danmark bestod af, er væk. Her er lastbilen eneste mulighed for lokalsamfundene for at få varer frem. Der er også færre firmaspor end tidligere. Samtidig bliver der færre men større godsterminaler, som kræver omlastning af gods til lastbiler.

Selv Københavns Havn har mistet sine jernbanespor. Omvendt er der kommet bedre forhold i Nordjylland.