Bill Gates investerer en halv milliard i futuristisk »smart city« på størrelse med Odense

Et investeringsfirma, hvis moderselskab er ejet af Bill Gates, har investeret 80 millioner amerikanske dollars i et højteknologisk område i Arizona.

Arkivfoto: Et datterselskab til Bill Gates' Cascade Investment investerer over en halv milliard kroner i en futuristisk, digital by nær Phoenix i Arizona. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN TALLIS

Udviklingen af rent digitale byer synes at få mere og mere momentum.

Nu investerer firmaet Belmont Partners, hvis moderselskab Cascade Investment er ejet af Bill Gates, 80 millioner dollars - eller lidt over en halv milliard kroner - i en futuristisk by udenfor Phoenix i staten Arizona.

Det skriver CNN.

Det højteknologiske område skal ifølge planerne blandt andet have internet med høj hastighed, selvkørende biler og datacentre.

Det er ifølge CNN ikke klart, hvor stor en rolle den tidligere Microsoft-spids vil spille i planerne.

Belmont Partners, der står bag projektet, er en investeringsvirksomhed fra Arizona. Ifølge dem er planerne at byen skal være på størrelse med nabobyen Tempe, der huser 182.000 mennesker.

Byen skal bygges op fra bunden ligesom blandt andet et projekt som Googles moderselskab Alphabet står bag i Toronto.

»Det er langt nemmere og omkostningseffektivt at forestille sig fremtidig infrastruktur fra bunden end at eftermontere en bystruktur,« siger Grady Gammage, en talsmand for projektet, ifølge CNN.

Der kommer flere og flere store investeringer i de såkaldte »smarte byer«, hvor alt skal være digitalt og koblet op på et netværk. Også oliestaten Saudi Arabien har annonceret planer om at bygge en digital og automatiseret storby på mere end 26.000 kvadratkilometer.

Virksomheden bag den nye Arizona-by har dog ikke travlt, oplyser de til CNN.

»Det er en meget langsigtet, meget tålmodig investering,« siger Grady Gammage.