Samsung gør smart ur officielt

Flere producenter er på vej med smarte ure, som fungerer som små smartphones. Samsung gør nu deres ur, Galaxy Gear, officielt.

Samsung bekræfter over for The Korea Times, at de den fjerde september vil præsentere Galaxy Gear, et smart ur. Fold sammen
Læs mere

Det har ikke været nogen velbevaret hemmelighed. Og nu er det officielt. Sydkoreanske Samsung vil præsentere deres smarte ur den fjerde september, umiddelbart før elektronikmessen IFA slår dørene op i Berlin.

Det er en af Samsungs topchefer, Lee Young-hee, der i et interview med The Korea Times forklarer, at Samsung vil lancere deres ur, Galaxy Gear, den fjerde september. Der har været spekuleret i, om uret vil have en bøjelig skærm, som Samsung tidligere har vist i smartphone-prototyper. Det afviser Lee Young-hee imidlertid.

På uret vil det være muligt at tjekke mails, vejrudsigten og håndtere opkald. Størrelsen vil angiveligt være på omkring 2,5 tommer.

Lee Young-hee bekræftede ved samme lejlighed, at Samsung vil præsentere næste variant af deres»phablet«-telefon, Galaxy Note III, den fjerde september. Hun meldte også klart ud, at Samsung ikke er på vej til at opkøbe canadiske BlackBerry.

Sony har allerede et SmartWatch på gaden, og flere andre producenter forventes at lancere lignende produkter. Ikke mindst Apple, hvor rygterne i en rum tid har floreret om et »iWatch«. Senest har The Financial Time skrevet, at Apples smart ur først vil komme på markedet i 2014.

Japanske Sony holder, måske ikke så tilfældigt, også præsentation den fjerde september, hvor de vil præsentere deres nyeste telefon. Mest omtalt er kameraet, der skulle have en sensor på hele 20 megapixels.