Ny Dansk mobil-app ændrer køb/salg annoncemarkedet

I takt med, at internethandel flytter fra web til mobil dukker der flere og flere interessante apps frem. Jeg har leget med Reshopper de sidste par dage og jeg er ret sikker på, at Reshopper kommer til at ændre den måde, hvorpå vi sælger og køber ting på internet.

Reshopper rækker hånden ud til travle børnefamilier, og gør det meget nemmere og tidsbesparende at sælge og købe børneting lokalt. Og netop det ”lokale” er det bærende i app´en. Man kan nemt og hurtigt se, hvad der er til salg i nærheden, både i forhold til ens hjemmeadresse og i forhold til det sted, hvor man befinder sig, når man bevæger sig rundt i byen.

Oprettelse af en salgsannonce på Reshopper sker med et mobilfoto og få klik. Det tog mig 30 sekunder at oprette en salgsannonce på et børnetørklæde via min iPad (Reshopper, som indtil videre er en iPhone-app fungerer fint på iPad).

Selve app’en er i cool retro-layout og meget simpelt bygget op. Man kan oprette sig både med Facebook eller manuelt med en mailadresse. Når man har logget sig ind, får man med det samme et overblik over varer i nærheden. Nederst er der tre faneblade: Køb, Sælg og Din Shop. Navigationen er dog lidt misvisende, da det er svært at se, hvilket faneblad man reelt er trykket ind på, eftersom man har valgt at gøre Sælg-knappen stor og grøn. Det kan godt forvirre de første gange man logger ind.

Brugtmarkeds-apps er startet i USA og især ledet af apps som Rumgr og Yardsale. I Skandinavien har vi Fribi i Norge. Reshopper er faktisk danskudviklet og hvis man ser bort fra den misvisende navigation er det sjældent, at man ser et så gennemarbejdet og simpelt design. Reshopper er et forfriskende bud på en anderledes og farverig tilgang til brugtmarkedet, som ellers domineres suverænt af spillere som Trendsales og Den Blå Avis.

App’en er stadig i sin spæde begyndelse og gratis at bruge. En vigtig detalje, som mangler, er en søgefunktion, da man hurtigt kan miste overblikket. Det vil jeg helt sikkert anbefale udviklerne at gøre noget ved hurtigst muligt. Hvis man får rettet op på de nævnte ting og får lidt mere volume på, er jeg sikker på, at Reshopper kan blive et kæmpe hit i Danmark og dermed blive en seriøs konkurrent til de etablerede spillere på markedet.