Historiker: Tycho Brahe blev forgivet på Christian IVs ordre

I misundelse over den store danske astronom Tycho Brahes verdensberømmelse sendte Chr. IV en stråmand af sted på hemmelig mission for at forgive Tycho Brahe med kviksølv. Sådan lyder en dansk professor og litteraturhistorikers opsigtsvækkende teori, der imidlertid bliver mødt med følgende svada fra en førende Tycho Brahe-kender: »100 procent vrøvl.«

Christian IV (tv) og Tycho Brahe (th). Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Natten til 24. oktober 1601 lå den store danske astronom Tycho Brahe på sit dødsleje i en fornem palæejendom i datidens fritænkende hovedstad Prag.

Han havde høj feber, talte i vildelse og var stadig mærket af en urinvejssygdom, der få dage forinden havde givet ham voldsomme smerter og gjort det næsten umuligt for ham at tømme blæren.

Ved hans side befandt sig flere mennesker, herunder hans assistent og lærling, den senere så berømte astronom og matematiker Johannes Kepler, samt en fjern slægtning, den svenske adelsmand og diplomat Erik Brahe.

Ifølge Keplers senere beretning var det Erik Brahe, der sad nærmest på dødslejet, da den store dansker udåndede, hvormed et internationalt enestående liv i videnskabens tjeneste var slut.

Men måske var den selvsamme Erik Brahe ikke bare en trøstende og sørgende slægtning. Måske var han en simpel, men angrende morder på hemmelig mission for den unge danske konge Chr. IV. Måske havde han ca. 13 timer forinden givet Tycho Brahe en dødelig dosis af det giftige tungmetal kviksølv forklædt som helsebringende mikstur. Sådan lyder i hvert fald en opsigtsvækkende teori, som den danske litteraturhistoriker og professor ved universitetet i Strasbourg, Peter Hvilshøj Andersen Vinilandicus, fremfører.

Hvilshøj Andersen har flere indicier, men ingen beviser. For det første er det hævet over enhver tvivl, at Tycho Brahes organisme på det nærmeste var fyldt med kviksølv. I 1990erne blev der ved to lejligheder foretaget stråletekniske undersøgelser af Tycho Brahes skæg på universitetet i Lund. De fastslog utvetydigt en næsten alarmerende høj koncentration af kviksølv. Ja, man kunne endda dokumentere – på baggrund af analyser af selve hårroden – at han omtrent 13 timer før selve dødstidspunktet havde indtaget en ekstra stor dosis af det flydende tungmetal.

Dagbogen
Men det andet og vægtigere er Erik Brahes dagbog. Den har været kendt i hvert fald siden 1918, men ifølge Hvilshøj Andersen har man aldrig for alvor nærstuderet afsnittene fra årene omkring Tycho Brahes død, hvilket også er ganske vanskeligt, idet en større del af den er skrevet i kodesprog.

Men af den dechifrerede dagbog fremgår det, at Erik Brahe i månederne og ugerne op til Tycho Brahes død i tiltagende grad er plaget af samvittighedskvaler. Han beder diverse katolske helgener om tilgivelse og nedskriver adskillige bønner om syndsforladelse.

Samtidig viser dagbogen, at Erik Brahe i løbet af 1601 har adskillige møder, herunder i Gdansk og i Prag, med en adelsmand med navnet Hans af Holsten. Ifølge Peter Hvilshøj Andersen er denne Hans med meget stor sandsynlighed prins Hans – selveste Chr. IVs dengang bare 18-årige lillebror.

»Jeg påstår ikke, at jeg er i besiddelse af den skinbarlige sandhed, men i mine øjne er der god grund til at antage, at Chr. IV har ønsket Tycho Brahe myrdet, og i den forbindelse mener jeg, at Erik Brahes dagbog er et tungtvejende indicium. Jeg ønsker ikke at deltage i den ensporede danske forherligelse af Chr. IV. Jeg betragter ham i stedet som en storforbryder,« siger professoren.

Men hvad skulle motiverne i givet fald være?

Om det kan Hvilshøj Andersen naturligvis kun gætte, men prins Hans kan have haft et simpelt ønske om at indynde sig under sin storebror og blive forgyldt for det. Erik Brahes motiv har sandsynligvis været at redde sit eget liv. Katolikken Erik Brahe havde adskillige fjender i sit hjemland, ikke mindst efter at han var blevet udpeget som hoveddommer i en protestantisk rettergang mod sine tidligere katolske fæller i Sverige. Den danske konge kunne tilbyde ham beskyttelse og drage kynisk fordel af, at han som slægtning til den store astronom havde mulighed for at komme helt tæt på Tycho Brahe.

Kongens motiv
Med hvad var Kongens motiv i givet fald?

»Jeg ser to mulige motiver. Det ene er ren og skær misundelse. Tycho Brahe, der var indbegrebet af arrogance og selvforheligelse, var måske den berømteste person i hele verden dengang. Hans anseelse var enorm, og mange anså Brahe som den egentlige danske landsfader. Kongen havde på sin side enorme ambitioner, som var en solkonge værdig, så han ønskede ikke, at nogen skulle overstråle ham, hvorfor han meget vel kan have ønsket Brahe ryddet af vejen. Det andet og mere spekulative motiv er ødipalt. Der gik dengang et rygte om, at Tycho Brahe var den egentlige far til Chr. IV. Taler rygtet sandt, ville Kongen være et uægte barn.«

Tilbage står spørgsmålet: Var det virkelig kviksølv, der slog Tycho Brahe ihjel?

Ifølge historikeren Alex Wittendorff, der har skrevet en omfattende biografi om den store videnskabsmand, er det helt udelukket, at han skulle være blevet forgivet.

»Kviksølv indgik i talrige medicinske miksturer i datiden, og det er velkendt, at Brahe selv anvendte kviksølv. Desuden havde man dengang ingen viden om kviksølvs potentielle farlighed. Alt tyder på, at Brahe døde naturligt af komplikationer efter en alvorlig urinsyreforgiftning. Teorien om mord er 100 procent vrøvl. Der er intet, der støtter den gale teori,« siger historikeren.

Men Hvilshøj Andersen afviser Alex Wittendorffs udlægning på det bestemteste:

»Det var dengang tværtimod velkendt, at kviksølv i visse forbindelser er særdeles farlig for organismen. F.eks. omtales det i et digt af Tycho Brahes lillesøster som »det lumske kviksølv«. Tycho Brahe blev i mine øjne myrdet i en i alle detaljer velplanlagt og gennemtænkt aktion. Jeg opfatter det som en af verdenshistoriens mest geniale forbrydelser.«