Google bringer Linux-PCer ud i butikkerne

Google laver aftale med USAs svar på Bilka om at sælge Chromebook-PCer med det Linux-baserede Chrome OS som styresystem.

Googles to Chrome OS-PCer fra Samsung, Chromebook og Chromebox, kan nu købes i en almindelig butik og være et alternativ til Windows og Mac. Her viser Googles Chrome-chef, Sundar Pichai, nyhederne frem på Googles udviklerkonference i San Francisco, USA. Foto: Kimihiro Hoshino, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det har været forsøgt flere gange, men for første gang bliver det nu muligt at købe en moderne bærbar PC med Linux som styresystem i en almindelig dagligdagsbutik.

Internetgiganten Google har indgået aftale med USAs svar på Bilka, Best Buy, om at sælge de nye Samsung-computere med Googles Linux-baserede styresystem Chrome OS på. Dermed kommer der endnu et alternativ til Windows- og Apple-verdenerne på hylderne.

Mini-PCerne lagde for

Samsung har bygget de to Chromebook- og Chromebox-computere, som snart vil kunne købes hos Best Buy og elektronikkæden Dixons i USA og hos sidstnævnte i Storbritannien. Best Buy, Sears og giganten Wal-Mart solgte også i 2008 Linux-computere, men dengang var det alle mini-PCer - de ultrabærbare og prisbillige 10-tommer PCer. Men Microsoft, som egentlig var i gang med at udbrede det udskældte Windows Vista, støvede gamle Windows XP af og solgte den billigt til PC-producenterne for at vinde marked tilbage. Det lykkedes til fulde, for i maj 2010 indstillede Asus, som var den største producent af Linux-PCer, sin sidste mini-PC med Linux på.

Nu er markedet udvidet til »normal« størrelse. Chrome OS er en Google-tilpasset version af Linux, som findes i utallige afskygninger, fordi alle har fri ret til at tilpasse det. Googles mobilstyresystem, Android, er også i bund og grund Linux.

Ikke længere kun med netforbindelse

Googles tanke med Chrome OS er, at der på selve PCen kun ligger selve Chrome OS som styresystem. Det er i virkeligheden et internetprogram, for alle programmer og alle data ligger på centrale Google-servere, som man tilgår over nettet. Google har dog siden gjort det muligt også at arbejde uden netforbindelsen i både postprogrammet Gmail og kontorpakken Google Docs, og snart følger også muligheden for at arbejde med regneark og præsentationer uden netadgang.

Samsung Series 5 550 Chromebook og Samsung Chromebox 3 kom begge på markedet 30. maj i år. Sidstnævnte er en kasselignende computer, som man selv slutter skærm m.m. til.