Facebook vil generobre teenagere fra Snapchat

Facebook fortsætter kampen med nyere sociale tjenester som bl.a. chattjenesten Snapchat, der snupper unge internetbrugeres aktivitet. Topchefen Mark Zuckerberg skruer op for chat, grupper og Instagram i den kamp.

Det sociale netværk Facebook, der tidligere har forsøgt at købe den populære chattjeneste Snapchat og gentagne gange er blevet vurderet til at miste unge internetbrugere til nyere tjenester, vil fortsætte kampen - blandt andet med fokus på chat, grupper og selskabets fotoapp Instagram. Fold sammen
Læs mere
Foto: JULIAN STRATENSCHULTE

Teenagerne er i høj kurs, når det gælder kampen mellem de sociale tjenester på internettet. Især verdens største af slagsen, Facebook, har over det seneste år gentagne gange været i fokus på vurderinger af, at unge internetbrugere ikke orker at være med længere, fordi det bare ikke er helt så cool at være på Facebook længere - og fordi mor-og-far-generationen er flyttet alt for fast ind på det sociale netværk.

Det er især beskedtjenesterne, hvor brugere kommunikerer med hinanden i mere private rum end en den mere offentlige nyhedsstrøm, der vurderes til at snuppe interesse fra Facebook.

Blandt andre den populære chattjeneste Snapchat, hvor brugere kan sende beskeder i billeder, video og tekst til hinanden, hvorefter de forsvinder af sig selv, få sekunder efter de er åbnet er modtagerne, bliver ofte fremhævet som værende bedre til at fange interessen hos teenagere.

Facebook-topchef og medstifter Mark Zuckerberg, der har været ude med milliarderne i forsøget på at købe Snapchat, har trods et nej fra chattjenesten dog ikke opgivet den kamp - om at give rum til mere privat chat og om teenagerne.

Det fremgik, da Facebook i aftes fremlagde sit seneste regnskab, der blandt andet viste, at der målt på månedsbasis er 1,23 milliarder, der aktivt bruger Facebook.


I den forbindelse fremhævede Mark Zuckerberg, at Facebooks svar på en beskedtjeneste, den tilhørende app Facebook Messenger, som var igennem en opdatering i november, bliver langt mere flittigt anvendt af Facebook-brugere.

Over det seneste kvartal er brugen af den vokset med 70 procent, oplyste Mark Zuckerberg ifølge teknologinyhedssiden Techcrunch efter offentliggørelsen af regnskabet. Mens grupper på Facebook er vokset til i dag at blive anvendt af 500 millioner brugere.

»Vores vision er at skabe et sæt af produkter, der lader vores brugere dele med ethvert publikum, de ønsker at dele med. Det er ikke alle, der ønsker at dele indhold med alle deres venner på en gang. En stor del af den vækst, vi ser, er i at give folk magten til at dele med forskellige, separate grupper af mennesker,« lød det fra Mark Zuckerberg.

Det er ifølge Techcrunch tre Facebook-produkter, der skal hjælpe det sociale netværk i kampen mod Snapchat og de andre, der vurderes til at være bedre til at fange teenagerne på internettet.

Det er Facebook tilhørende app Messenger, der gør det muligt at tilgå beskeder fra Facebook i en isoleret app, chatte og i øvrige foretage internetopkald til vennerne. Det er den Facebook-ejede fotodelingsapp Instagram, hvor brugerne deler billeder og korte videoer med hinanden og derudover for nylig lancerede muligheden for at sende private beskeder til andre brugere. Og så er det grupper på Facebook, som længe har eksisteret som en mulighed til brugerne for selv at oprette separate rum på Facebook, hvor de kan invitere dem, de ønsker at give mulighed for at lege med.

Undersøgelser har netop flere gange vist, at årsagen til, at unge internetbrugeres aktivitet falder på Facebook er, at de flytter dialogen ind på chattjenester og til mere private grupper, fordi de i mindre omfang ønsker at dele informationer på den mere offentlighed nyhedsstrømme.

Da Facebook for tre måneder siden offentliggjorde det forrige regnskab, var det netop teenagerne, som løb med opmærksomheden.

Forud havde gentagne amerikanske undersøgelser af brugen af sociale tjenester på nettet meldt om, at den unge gruppe af internetbrugere var blevet træt af Facebook og begyndt at foretrække andre, nyere tjenester i stedet.

Da selskabet finansdirektør David Ebersman netop blev spurgt til den udvikling og svarede, at det var et vanskeligt område at måle, men at der kunne ses et fald i den daglige brug blandt yngre teenagere, skabte det straks reaktioner på det amerikanske aktiemarkeder, hvor kursen på aktien raslede ned i det såkaldte eftermarked efter den officielle åbningstid. 

Efter fremlæggelsen af det seneste regnskab fra Facebook i aftes holdt David Ebersman sig dog fra at kommentere yderligere på den udvikling under et en telekonference, hvor der kunne spørges ind til regnskabet og forventninger til fremtiden.

Ifølge amerikanske CNN Money undveg han spørgsmålet ved at bemærke, at der ikke er nye data at rapportere om på det område.

Regnskabet fra Facebook viste blandt andet, at selskabet er blevet bedre til at høste reklameindtægter. I forhold til samme kvartal året før er indtægterne herfra steget 76 procent til 2,3 milliarder dollar - svarende til cirka 12,6 milliarder kroner. Heraf hentes 53 procent fra mobilannoncer, hvilket er en stigning fra 49 procent i det foregående kvartal.

I forhold til antal brugere af det sociale netværk var der i december 2013 ifølge Facebook i gennemsnit 757 millioner daglige aktive brugere - svarende til en stigning på 22 procent på et år. 556 millioner anvender det sociale netværk dagligt fra mobilen, hvilket er 49 procent flere end for et år siden.

På månedsbasis er der 1,23 milliarder aktive brugere af Facebook - svarende til en stigning på 16 procent på et år. 945 millioner kommer fra mobile enheder, hvilket svarer til en stigning på 39 procent i forhold til samme tid året før. Der fremgår ingen aldersopdeling af brugertallene.