Et uforglemmeligt hukommelsestab

Verdens mest berømte amnesi-patient er død. Han huskede intet fra de sidste 55 år.

Henry Molaison boede de første mange år hos sine forældre. De seneste år på et plejehjem. Th. placeringen af <i>Hippocampus</i>, som var det område af hjernen han fik ødelagt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Henry Gustav Molaison døde i tirsdags som 82-årig på et plejehjem i Connecticut. Han kunne til det sidste huske sit navn. Han vidste, at hans fars familie kom fra Louisiana og hans mors fra Irland. Han huskede depressionen og Anden Verdenskrig.

Men fra de sidste 55 år af sit liv husker han intet. Hver gang han spiste frokost, var det første gang. Hver gang han mødte en ven, var det første gang. Hver gang han slog øjnene op og så sit værelse, var det første gang.

Henry Molaison var verdens mest berømte amnesi-patient. Da han var i live, var han dog kun kendt under sine initialer HM for at beskytte hans identitet.

Hans hukommelsestab var absolut omfattende, og man ved præcis, hvornår og hvordan det indtraf. Det blev fremkaldt ved en hjerneoperation, som han undergik for at kurere nogle krampeanfald, som han muligvis udviklede efter en cykelulykke, da han var ni år.

18 år senere var anfaldene blevet så svære, at den da 27-årige Molaison måtte opgive sit arbejde som mekaniker. Han sagde derfor ja til at undergå et eksperimentelt neurologisk indgreb, som vendte op og ned på hans liv på en helt utilsigtet måde.

Efter indgrebet var Molaison ude af stand til at danne nye erindringer. Han kunne de resterende 55 år af sit liv genkalde sig hændelser fra før indgrebet, men han kunne ikke huske ting, der var sket for ham dagen forinden eller timen forinden. Alligevel kunne han tydeligvis godt indlære sig nye færdigheder, hvilket blev påvist ved nogle af de mange forsøg, som HM velvilligt stillede sig til rådighed for som forsøgskanin.

For selvom han mistede sin hukommelse, mistede han aldrig sit milde sind og sin imødekommenhed, siger de forskere, som arbejdede tæt sammen med ham, ofte over mange årtier.

Han fik desuden tiden til at gå med at løse kryds-og-tværser og se TV, ligesom han var meget udadvendt og gerne talte med folk, som bestandigt igen var fremmede for ham ved næste møde. Dog mente han bestemt, at en af de forskere, der har arbejdet tættest sammen med ham siden 1962, var en bekendt fra gymnasietiden, så hende kunne han genkende.

Henry Molaison hyldes i nekrologerne for at være den enkeltperson, der har betydet mest for hjernevidenskaben. Og hans bidrag er formentlig ikke helt færdigt endnu: Molaisons hjerne vil efter hans død blive undersøgt i alle ender og kanter, for at vi kan komme endnu tættere på at løse gåden om hukommelsens sæde, som man før 1953 troede var spredt ud over hele hjernen.

I dag kan vi for en stor del takke HM for at hukommelsen kan placeres i et relativt behersket område af hjernen. Henry Molaison betalte en ekstremt høj pris for et stykke viden, som han ikke engang kunne lære udenad.