Dette er en debatblog med løbende kommentarer om folketingsvalget 2019.

Valgstrømmen: Slingrekurs hos Stram Kurs

Valgstrømmen er Berlingskes valg-blog, som løbende opdateres med personlige, subjektive og skarpe synspunkter skrevet af faste kommentatorer, redaktører og journalister hos Berlingske.

Foto: Henrik Kiær Sara Gangsted

22.46

Slingrekurs hos Stram Kurs

Det har ikke været nemt for Rasmus Paludan at finde spidskandidater, der både forstår og tilslutter sig partiets politik.

Partiet, der opstiller en broget skare af kendisser, kunstnere og katolikker, har allerede mistet to kandidater siden valgets udskrivelse. Én fordi han troede, at partiet ville blive seriøst, når valget blev udskrevet. En anden fordi han kom til at sige, at udlændinge var velkomne i Danmark, hvis de levede efter danske værdier og love. Det var der ikke meget Stram Kurs over.

Men enten er der slingrekurs i politikken eller også i eksklusionskriterierne, for i morges sagde partiets åndelige leder, Iben Thranholm, stort set det samme på Radio24Syv. Her lod hun forstå, at hvis en tørklædeklædt muslim blot sagde, at hun satte Grundloven over Koranen, så kunne hun blive. Det var der ikke meget Stram Kurs over.


22.30

Så kom familiepolitikken endelig ind i valgkampen

Der skulle åbenbart en kontroversiel TV2-dokumentar til, før det for alvor gik op for de valgkampskulrede politikere, at børns forældre kan stemme, og at det derfor er ret smart at mene noget om børne- og familiepolitik. Bevares, SF og flere andre partier i rød blok går ind for minimumsnormeringer i daginstitutionerne og har talt en smule om det, men overordnet har Kristendemokraterne ved de sidste mange valg – og også dette indtil nu – været alene om at profilere sig på familiepolitikken.

Det er slut nu, og det er godt. Danmark har verdensrekord i institutionalisering af børn, og det er ikke kun, fordi forældre elsker vuggestuer og børnehaver. Det er også, fordi daginstitutioner er så massivt statsstøttede, at det er en stor økonomisk belastning for familierne at vælge dem fra: Når man allerede har betalt 75 procent af prisen for en institutionsplads over skatten, er det meget dyrt at vælge en anden løsning. Point til dét parti, der først foreslår at lade pengene følge barnet.


20.12

Fuldt hus for Pape

Det Konservative Folkepartis leder, Søren Pape Poulsen, har sagt, at han går af, hvis partiet går tilbage. Det er et af den slags løfter, der lyder modige men egentlig ikke er det: Partiet har ovenpå det historisk dårlige valgresultat på 3,4 pct. i 2015 (som Pape præsiderede over) næsten konsekvent ligget over dette i meningsmålingerne. Ikke meget, men synligt. Og havde man ligget under, havde man nærmest været under spærregrænsen, og så ville det næppe være Papes beslutning at træffe.

Mere modigt havde det været, hvis Pape havde sagt, at han ville gå af, hvis han skulle komme til at levere de to dårligste valgresultater i partiets historie—for det er, hvad han ser ud til at gøre, hvis partiet får under 4,9 pct. Til den vinkel kunne man lægge, at Pape faktisk også allerede har præsideret over partiets dårligste valg ved et Europaparlamentsvalg (2019) og dårligste eller næstdårligste resultat ved et kommunalvalg (2017), afhængig af om man ser på borgmester- eller byrådsposter.


19.32

DF kræver grænsekontrol - nu også for asylansøgere

Dansk Folkeparti har i relativ ubemærkethed lanceret et asylpolitisk forslag, der er lige så fornuftigt, som det er indlysende: At asylansøgere der ankommer fra det - aldeles sikre - Tyskland skal afvises ved den danske grænse.

Det vil sikkert overraske en del, men grænsekontrollen gør det for indeværende ikke sværere at søge asyl i Danmark, den gør det tværtimod men nemmere. For i stedet for at asylansøgere skal finde vej til myndighederne og ansøge om asyl, støder de på dem allerede ved grænsen. Og for indeværende kan danske myndigheder ikke afvise asylansøgere ved den danske grænse, selvom der - så vidt vides - ikke foregår krigshandlinger i Tyskland. Fra 2018 til maj i år drejede det sig om små 900 asylansøgere, som indlysende burde være afvist, men altså ikke blev det.


19.13

Pia Olsen Dyhr går meta i Hønge-sagen

Nogle gange er det bedst bare at sige sandheden. Lukke hele opstandelsen med en tilståelse: »Ja, der gik lidt valgkampskynisme i vores brug af Karsten Hønge, det er vi kede af.«

Men så ville vi selvfølgelig være gået glip af dette fra SF’s formand: »Vi kunne ikke vide, at Folketingsvalget og EP-valget kom samtidig.« SF’s sandsynlighedsregning, kan vi konstatere, er på et niveau svarende til et sted meget tidligt i indskolingen, hvilket også i øvrigt understøttes af SF’s præsentation af paradis under en S-mindretalsregering. Men når Pia Olsen Dyhr undskylder sig selv, partiet og den gode Karsten med, at sidst nævnte også har en forpligtelse overfor dem, der har brevstemt på ham til folketingsvalget, så bliver det hele lidt alligevel for morsomt. Er det et politisk parti eller et stykke installationskunst, du står i spidsen for, Pia?


18.19

Vestager som Løkkes seneste valgkanin

Det kan være svært at følge med, for det går rasende stærkt når Lars Løkke skifter mening. Der skal trækkes nogle kaniner op af hatten for at imponere et tiltagende skeptisk publikum. Senest er Margrethe Vestager blevet rekvisit i Løkkes oneman-show. Den tidligere radikale leder er det bedste liberale bud på en formand for EU-kommissionen, mener Lars Løkke nu. Det var ellers ikke mange måneder siden, at Løkke i et i et interview med Altinget ikke umiddelbart så nogen grund til at genopstille Margrethe Vestager til fem år mere som Danmarks EU-kommissær.

Omfavnelsen af Vestager er ikke dårligt tænkt, for hun er populær blandt de eftertragtede midtervælgere. Dem som Løkke håbede at charmere med sine SV-regeringsplaner. Problemet er, at det som alt andet Løkke gør, har et skær af desperation. Stod Venstre til at vinde valget ville Løkke næppe støtte Vestager. Skulle et Venstre-mirakel indtræffe næste onsdag kommer han med garanti ikke til at foretrække Vestager over sig selv eller en anden Venstre politiker. Det er derfor en gratis omgang.


17.25

»Det kan godt være, at han har lidt. På en måde«

Det er sjældent, man kan fremhæve politiske interviews som decideret sjove. Men der er undtagelser. En af mine favoritter udi denne genre er denne avis' interview med Niko Grünfelds spindoktor sidste år, hvor vedkommende skulle forklare, hvorfor Nikos kontor var alle københavneres kontor, hvilket viste sig lidt svært. I dag er der kommet endnu et pragstykke i kategorien virkelig sjove politiske interviews, og her er det Berlingskes Jens Beck Nielsen, som har talt med et medlem af SFs lokalbestyrelse i Karsten Hønges valgkreds, der har gjort sig umage for at sabotere Hønges valg til EU-parlamentet. Der er mange fine øjeblikke i interviewet - her en lille smagsprøve.

Nu har jeg spurgt dig et par gange, om Karsten Hønge har taget vælgerne ved næsen, og du har sagt 'nej, ja, nej, ja' og 'vrrrbababa'. Vil du ikke give et klart svar: Synes du, at han har fuppet vælgerne?

»Hvis man kender Karsten, så ... Det kan godt være, at han har lidt. På en måde,« siger Hans Jørgen Jensen:

»Du vil nok gerne skrive en stor forside, hvor der står: Kaaarsten Høøønge har fuppet vælgerne. Det vil jeg ikke være med på.«

Så det spørgsmål har du ikke lyst til at svare klart på?

»Nej.«


17.23

Margrethe Vestager som brik i opgøret om statsministeriet.

Statsministerens valgstrategi er uortodoks, organisk, måske endda kaotisk.

Men der begynder måske at tegne sig et mønster. Først rev han teatertæppet ned over pseudo-fortællingen: ”Der findes to helt forskellige retninger for Danmark" ved at foreslå en SV regering og ved at afsløre sin egne problemer med at se forskel på S og DF. Dermed kastede han et skær af absurditet over fortællingen om det funklende røde alternativ.

Og nu har statsministeren så trukket Danmarks nok bedste bud på en Kommissionsformand nogensinde, nemlig Margrethe Vestager, ind i valgkampen.

Og ved at gøre det bedste for Danmark, vise sig fra sin graciøse side ved ikke at insistere på en dårligere kandidat fra sit eget parti eller regeringen, får Løkke samtidig kommunikeret til det af socialdemokraterne gennempryglede Radikale venstre, at de skal have ham i statsministeriet for at være sikre på, at Danmark sætter sejl til Vestagers kandidatur. Suave.


13:22

SF’s automatreaktion: Send flere penge og øg kontrollen!

Småbitte ulykkelige børn, der grædende søger trøst og opmærksomhed, men i stedet bliver afvist med kulde og skældud. Disse scener fra københavnske daginstitutioner stammer fra en dokumentar, som TV2 sender i aften, og som dermed lander midt i den ophedede valgkamp.

Politikere fra alle partier tager naturligvis stærkt afstand fra pædagogernes opførsel, men der er forskel på partiernes løsningsforslag.

SF’s formand Pia Olsen Dyhr kommer for eksempel med en klassisk socialistisk automatreaktion: »Der skal ske noget! Vi har brug for mere personale og mere kontrol derude,« skriver hun på Twitter.

Men grundproblemet i de viste scener er ikke ressourcemangel, ligesom den offentlige sektor allerede er fuld af kontrol. Nej, problemet er personalets rædselsvækkende mangel på varme, empati og medmenneskelighed. Og den slags kan man ikke købe for penge.


11:52

Socialdemokratiets mundkurv er mistillid og dårlig kommunikation

Socialdemokratiet har sendt en ordre ud til partiets folketingsmedlemmer om, at »…man ikke udtaler sig – heller ikke på eget ordførerområde – medmindre det er aftalt med Christiansborg forinden«.

Som kommunikationsrådgiver har jeg stor forståelse for ønsket om at kontrollere kommunikation. Tanken om dumme udtalelser, der giver en »lortesag« så tæt på målstregen, er da også ubærlig.

Men overkontrolleret kommunikation kan også være dårlig kommunikation. F.eks. er mundkurven i sig selv allerede blevet en dårlig pressesag. Og hvor nogle journalister lugter blod, når de »håndteres« så åbenlyst, så melder andre bare pas og ringer til et andet parti næste gang.

Resultatet af denne totale mistillid til egne ordførere (som netop skal være selvkørende og fleksible) bliver altså mindre omtale og dårligere omtale.


11:47

Hønge rammes af hykleri

Vi ved fra forskningen, at politiske skandaler med et element af politisk hykleri rammer hårdt.

Sagen med Karsten Hønge, der ikke vil benytte sig af sit mandat til Europa-Parlamentet, er en særlig afart af politisk hykleri.

I mine egne studier kan vi se, at politikere straffes af vælgerne, når de foretager sig ting i deres privatliv, der står i kontrast med, hvad deres ideologiske position foreskriver. Vælgerne har nemlig ikke taget det store kørekort i moralfilosofi, men de kan ret let sammenligne private handlinger og ideologiske ord.

Det er derfor, det er et problem, hvis en fra Alternativet hele tiden flyver til New York, hvis en Socialdemokrat sætter børnene i privatskole, eller hvis en Venstremand trækker lidt for flittigt på fælleskassen. Ingen nævnt, ingen glemt.

I »sagen Hønge« er det den politisk ageren, der ikke står mål med mere personlige værdier om »ikke mere pis« og »tid til klar tale«. Vi ved ikke præcis, hvordan vælgerne reagerer her, men det er let at se hykleriet, hvorfor det bedste bud er, at de vil straffe »pis« og »uklar« tale.

Hønge kan trøste sig med, at partisympatisører altid ser med mere milde øjne på deres egne. »Er det en fra mit hold?« er det første, vælgerne spørger sig selv, når de skal udmåle en straf.


11:32

Daginstitutioner bag facaden

Aftenens TV2 dokumentar »Daginstitutioner bag facaden« skaber allerede en del debat, og den vil med garanti bringe børneområdet ind i valgkampen.

Det første slag står om ansvaret. Viser dokumentaren, at kommunernes økonomi er for stram? Så lander aben hos regeringen. En anden mulighed er, at den viser problemer i forvaltningen af et velfærdsområde i en kommune, Københavns Kommune, der alle dage har være socialdemokratisk. Så er det oppositionen, der står med et forklaringsproblem.

Som med så mange andre velfærdsområder mener vælgerne generelt, at der bruges for få penge på »børnehaver og vuggestuer«. Op igennem nullerne har denne andel været stigen, og ved de seneste to valg har over 60 procent ment, at der bruges for få penge på området.


11:00

Tulle som mr. 10 procent

EP-valget var endnu et tilfælde af meningsmålinger og exit-polls, der ramte groft ved siden af, men som noget nyt var det denne gang højrefløjen og de EU-negative partier, der fik et dårligere valg end forventet. Efter DFs kanonvalg i 2014 og 2015 ændrede meningsmålingsinstitutterne deres metoder for at kompensere for den skjulte DF-støtte.

Noget tyder på, at de metoder skal ændres tilbage igen. Trods elendige målinger til FT-valget kan DF vise sig stadig at være overvurderede. I weekendens Greens-måling var DF nede på under ti procent. Det bliver næppe for sidste gang.


10:28

Søren Gade: »..du kan tro, jeg ikke skal ud og hænge på bannere sammen med Lars Løkke.«

Borgerkrigen eller måske rettere oprøret mod Løkke synes konstant at ulme lige under overfladen i Venstre. I sin tid var Søren Gade med til at sikre Lars Løkkes politiske liv under opgøret med Kristian Jensen i 2014, hvor Løkke brugte truslen om, at Gade stillede op som formand til at banke Kristian Jensen på plads.

Men i dag kan Gades veneration for Lars Løkke tydeligvis ligge på et meget, meget lille sted. Stemmeslugeren ved EP-valget erklærer nemlig i dag til Nordjyske, at: »...du kan tro, jeg ikke skal ud og hænge på bannere sammen med Lars Løkke. Jeg passer på min egen troværdighed.«

Det kan godt være, at Lars Løkke har ni politiske liv. Men spørgsmålet er, om han har lige så mange venner tilbage.


10:13

Lars er klar - hvor er Mette og de andre?

Engang imellem er politik en pudsig affære. De man tror er venner viser sig at være fjender og omvendt. Jo tættere på magten, des »værre«. Det er som om det er en præmis. Næsten en uundværlig del af spillet.

I tilfældet »Margrethe som formand for Kommissionen«, er der imidlertid en tilstrækkelig tydelighed i det åbenbare valg, at enhver tøven kan koste stemmer på valgdagen. Altså 5. juni.
Ingen parti formand for et midtsøgende parti, kan undslå sig i at bakke op om kvalifikationer, resultater, international anerkendelse, køn og så naturligvis det faktum at hun er rundet af Danmark.

Derfor må vi bede om tydelige meldinger óg opbakning fra Mette F, Morten Østergaard, Søren Pape, Anders Samuelsen, Uffe Ælbæk og Pia O Dyhr. Nu. Mødet starter om lidt. Efterrationale er ikke pænt i en valgkamp.


10:13

Kadaverdisciplinen er nødvendig i det nye Socialdemokrati

Det lyder næsten som en vittighed, at Danmarks største parti har så lidt tillid til deres spandevis af folketingskandidater, at de i folketingsvalgkampagnens slutspurt ikke må tale med pressen uden at have koordineret med partiets centrale politbureau først.

Det er svært at forestille sig andet end at et interview med lokalpressen, hvor kandidaten simultankoordinerer med kontoret, vil være noget akavet.

For den enkelte kandidat er det lidt som at blive bedt om at strikke et halstørklæde med én hånd. Og for vælgerne er det måske overraskende, at Socialdemokratiet styres af en åndelig militærjunta. Men centraliseringen af magten i parti og folketingsgruppe har været undervejs i mere end et årti. Og den er nødvendig, hvis man skal ændre et partis politiske ståsted og »flavour« så grundlæggende, som det er sket med Socialdemokratiet de senere år. Det kræver selvfølgelig en kadaverdisciplin ud over det sædvanlige. Og med den følger også en grad af umyndiggørelse af alle dem, der er længere nede i geledderne.

Det var ikke præcis sådan man havde tænkt vores demokratiske model i sin tid, men for S-toppen er det formentlig et hensyn, der kommer noget længere nede i prioritetsordenen.


09:24

Ingen blå sejr af kannibalisme

Ovenpå søndagens danske valg til Europa-Parlamentet, der gav en lidt uventet fremgang til Venstre, har mange medier stillet spørgsmålet, hvorvidt det kan betyde noget for folketingsvalgkampen. På TV2 News gik man så langt som med henvisning til dét at tale om »den mest dramatiske valgkamp nogensinde«.

Det sidste er uden tvivl en overdrivelse, men resten må forblive spekulation. Skal man vurdere betydningen af den slags, skal man have noget - og helst meget - at sammenligne med, og det har man ikke, af den simple grund at vi ikke tidligere har haft to sådanne valgkampe samtidigt.

Spørgsmålet er dog, hvorfor det overhovedet skulle betyde noget? Venstre trak jo tydeligvis ikke stemmer henover midten, så hvorfor skulle intern blå kannibalisering ved EP-valget tiltrække nye blå vælgere til ved folketingsvalget? Det lyder mere som spin og ønsketænkning end kølig analyse.



09:11

Mette Frederiksens folkelighed ligger i maden

Det har som bekendt været en helt bevidst strategi fra Mette Frederiksens side at dreje Socialdemokratiet i en mere folkelig retning: strammere udlændingepolitik og mere venstreorienteret fordelingspolitik. Det er sket både i forhold til den konkrete politik og i forhold til retorikken – sidstnævnte understreget ved konstant at tale om mad i den mere folkelige kategori.

Da søndagens valgresultat lå klar, sagde hun i sin tale til partifællerne, at de egentlig havde fortjent »en basse, en ekstra kop kaffe og måske en Gammel Dansk«, men at det måtte vente til efter folketingsvalget. Da hun lå syg i valgkampens første dage, blev det slået stort op, at partiformanden »ikke engang kunne klemme en romkugle ned«. Hun har ved flere lejligheder fortalt, at der altid blev spist »sovs og kartofler« i barndomshjemmet, og en del af den socialdemokratiske valgkamp er et mobilt kampagnekontor indrettet i »sommerhusstil« med ting fra Mette Frederiksens barndom – her kan man høre mere om partiets politik, og der er naturligvis kaffe og træstammer til.

Nej, der er ikke meget Gucci over Mette, og det må ingen vælger være i tvivl om.


00:30

Vestager er »absolut det bedste bud«

Statsministeren har været under pres for at erklære støtte til Margrethe Vestagers kandidatur som formand for EU-Kommissionen. Sent i aftes sagde han det så i en af video på Facebook: At han som liberal »selvfølgelig« glæder sig over, at »vi i Margrethe Vestager har en stærk liberal kandidat«. Og videre: »Hun er i talende stund absolut det bedste bud, og så er hun også dansk«.

Det er længere, end statsministeren tidligere har været villig til at gå. Vestagers chancer er stadig små. Først og fremmest fordi de danske EU-forbehold gør det svært at tro, at de andre lande vil acceptere en kommissionsformand fra Danmark. Men Vestager har klaret jobbet som konkurrencekommissær på så overbevisende vis, at hendes navn bliver ved med at blive fremført.

Nu har Løkke taget lidt af det hjemlige pres af. Han henviser til, at han er i tæt dialog med Mette Frederiksen, da det kan være, at EU-topposterne bliver fordelt på et tidspunkt, hvor han ikke længere er statsminister. Den socialdemokratiske partileder har hidtil heller ikke ville give sin støtte til en radikal kandidat. Nu er presset på Mette Frederiksen.

Lars Løkkes Facebook-video. Det bliver interessant fra tidskode 5.40.


20.24

Tysk kansler-favorit drømmer om censur af kritiske stemmer på internettet

Kvinden der har gode chancer for at blive Tysklands næste kansler, Merkels efterfølger, Annegret Kramp-Karrenbauer, lægger nu i op til at diskutere grænserne for ytringsfrihed på internettet under en valgkamp. Og det skyldes, at CDU har fået et utilfredsstillende valgresultat i søndagens valg til Europa-parlamentet - sandsynligvis, selvom der ikke er nogen direkte årsagssammenhæng, der kan påvises - på grund af en såkaldt »youtuber« ved navn Rezo, der på tvivlsomt grundlag og muligvis med manglende hjemmel i virkeligheden har skudt CDU diverse dårligdomme i skoene. Øget ulighed, krigsdeltagelse, og deslige.

Naturligvis er det et problem, når indflydelsesrige stemmer som Rezo, der har mio. af abonnenter, spreder falske påstande. Men løsningen er aldrig at indføre censur. Løsningen er skærpet debat og bedre kommunikation. At en politiker der står til at overtage magten i Europas mest magtfulde land vil indføre censur på nettet bør bekymre alle demokratisk sindede mennesker i Europa.


19.53

Personalenyt i Partiet Klaus Riskær Pedersen I/S

Det er længe siden, der har været væsentligt nyt fra partiet Klaus Riskær Pedersen I/S, der som bekendt ledes af manden, som bærer samme navn. Der har, som læserne ved, tidligere været en del bøvl med personalet, der ikke helt levede op til de forventninger, som chefen stillede til sine håndplukkede folketingskandidater i storkredsene. Og nu er der så problemer igen, idet en af Fyns Storkreds’ to folketingskandidater nu har trukket sig på grund af »politiske uenigheder« mellem den nu forhenværende kandidat og partistifteren.

Officielt var tidsgrænsen for at trække sig som kandidat allerede passeret i lørdags, men den nu tidligere kandidat behøver næppe bekymre sig om, at vælgerne ved skæbnens ugunst kommer til at stemme ham ind i Det Høje Ting mod sin vilje, da Riskær-partiet i de fleste målinger er tættere på nul end på spærregrænsen. Men der er stadig tid til, at flere kandidater kan nå at trække sig efter uoverensstemmelser med chefen.


19.12

Stem personligt på Hønge og få varm luft og en lang næse

Så fik SFs Karsten Hønge endelig besvaret det spørgsmål, som han er blevet stillet lige siden, der stod klart, at han ville blive valgt som SFs andet mandat til Europarparlamentet: Vælger du Folketinget eller EP?

Og selvfølgelig valgte Hønge Folketinget. For det var jo slet ikke meningen, at han skulle vælges. Han skulle blot være pænt fyld på listen, så der var andre landskendte navne end Margrethe Aukens. Det betyder så, at der er 19.687 danskere, som får en lang næse, fordi den kandidat, de valgte at stemme personligt på, slet ikke var kandidat i virkeligheden.


19.12

Vikaren fra helvede sender en vikar til Europa-Parlamentet

SF’s Karsten Hønge har netop meddelt, at han er ret ligeglad med de 19.687 danskere, som i går satte deres kryds ved netop ham: Han vil nemlig hellere sidde i Folketinget, så han giver sit mandat til den næste på listen, den kun 21-årige Kira Marie Peter-Hansen.

Hverken SF-toppen eller Hønge selv havde regnet med, at SF ville få mere end et enkelt mandat, så Hønge stod kun på listen for at trække ekstra stemmer til og dermed hjælpe spidskanidaten Margrethe Auken.

»Vi opstillede Karsten, idet vi troede, at vi skulle ud at kæmpe for bare ét mandat. Og så tænkte vi, at han ville være en stærk stemme på listen,« siger gruppeformand Jakob Mark.

Det er virkelig en interessant logik. Kan Venstre så bare opstille Inger Støjberg til Europa-Parlamentet og bagefter give hendes stemmer til en ukendt kandidat? Kan De Konservative hente Michael Laudrup ind bare for et syns skyld?

»Ikke mere pis. Tid til klar tale,« lød Karsten Hønges slogan under valgkampen. Og ja, det er sandelig klar tale, vi hører nu: For SF handler det bare om at lokke vælgerne til – så kan man altid pisse på dem bagefter.


19.05

Hønge-kolbøtten er dårligt nyt for SF

Folkesocialisterne kan tilsyneladende bare ikke håndtere politisk magt. Når Karsten Hønge, der var opstillet som nr. 2 efter Margrethe Auken nu meddeler, at han agter at give sit mandat videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, er det ikke bare et tegn på, at Hønge ikke respekterer vælgernes dom og spilder vores alle sammens tid. Hønge kan også ende med at  forpurre Pia Olsen Dyhrs mangeårige arbejde med at genoprette tilliden til SF efter Anette Vilhelmsens dødssejleri. Hele miséren forstærket billedet af et parti, der siden Aksel Larsens dage, aldrig rigtig har vænnet sig til parlamentarisk ansvar.

Det blev senest tydeligt i 2014, da partiet forlod regeringen og endte i en total nedsmeltning stod det klart, at folkesocialisterne har et nærmest skizofrent forhold til den indflydelse, som de ellers beder vælgerne om. Hønges seneste kolbøtte er med andre ord ikke bare en blamage for ham personligt. Den kan blive et problem for partiet ved det kommende valg. For hvorfor skulle man dog stemme på et parti, hvis kandidater slet ikke ved, om de ønsker magten?


17.30

Hvor dyb er DFs nedtur?

Dansk Folkeparti er ikke kollapset men er unægtelig i knæ, og det er mærkeligt at se et parti, som så længe har kunnet nærmest gå på vandet, fremstå presset og voldsomt underskudsramt. Pia Kjærsgaard fik både skældt ud på journalister og placeret skylden for partiets genvordigheder på de frække klimatosser, og næsten besværgende erklærede Kristian Thulesen Dahl, at de slemme modstandere ikke ville få Dansk Folkeparti ned med nakken.

Men det er hverken modstandere eller klimatosser, som har decimeret Dansk Folkeparti. Det har partiets forsøg på på en gang at være både protest- og magtparti og på samme tid rødt og blåt. Læg dertil en arrogance, der synes at udvist i forhold til fx midler fra MELD og FELD samt placering af svinedyre omfartsveje i Mariager, der gør det meget svært at opholde billedet af partiet som den lille mands forsvarer. I lyset af en så voldsom og hastig nedtur, som både meningsmålinger og gårsdagens valg viste, bliver det interessante nu, om DF kan opnå tocifrede stemmetal på Grundlovsdag.