Karsten Hønge giver plads i Europa-Parlamentet videre til 21-årig

SFs Karsten Hønge vil hellere blive i Folketinget frem for at få en plads i Europa-Parlamentet.

Foto: Claus Fisker

Karsten Hønge giver SF's andet mandat i Europa-Parlamentet videre til 21-årige Kira Marie Peter-Hansen.

Karsten Hønge blev med 19.687 stemmer nummer to blandt SFs kandidater ved valget til Europa-Parlamentet søndag, hvor partiet fik to pladser.

Den politiske ordfører vil imidlertid satse på at få forlænget sit mandat i Folketinget ved valget 5. juni.

»Vi har haft en god og lang dialog i ledelsen, hvor vi har endevendt alle sten.«

»Og med udsigten til en periode i Folketinget, som mildest talt vil blive meget usikker, og hvor der vil blive meget omskiftelighed, så mener jeg, vi har brug for, at vi trækker på de kræfter, der har en erfaring i at være der og sørge for, at SF stadig sejler støt og godt, som partiet har gjort de seneste par år.«

»Vi synes, det er vigtigt at få indflydelse i det nye folketing, og det bliver nok en noget kaotisk omgang. Så vi og jeg synes, det er vigtigt, at jeg bliver i Danmark,« siger Karsten Hønge til Ritzau.

Kira Marie Peter-Hansen overtager Karsten Hønges plads i Europa-Parlamentet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl Celina Dahl.

SF ligger til stor fremgang i meningsmålingerne før folketingsvalget.

Partiet har budt sig til som regeringspartner for Socialdemokratiet, hvis S får magten efter valget.

Uanset hvad vil et styrket SF få en rolle som støtteparti for Socialdemokratiet, der går til valg på at danne regering alene.

Margrete Auken blev med 199.522 stemmer suveræn topscorer for SF ved søndagens valg til Europa-Parlamentet.

21-årige Kira Marie Peter-Hansen blev nummer tre med 15.765 stemmer.

Hun er økonomistuderende, bosat på Nørrebro og bliver det næstyngste medlem af EU-Parlamentet, når hun overtager det mandat, som var tiltænkt Karsten Hønge.

»Vi er så heldige og privilegerede, at vi med Kira har en fantastisk kandidat, virkelig en, som jeg ser som en grøn komet på den politiske venstrefløj.«

»Hun vil i den grad kunne udfylde pladsen i Europa-Parlamentet,« siger Karsten Hønge.

Kira Marie Peter-Hansen afviser over for Berlingske, at Karsten Hønges beslutning bidrager til det, der bliver beskrevet som politikerlede.

»Jeg har det fint med, at jeg har overtaget mandatet,« siger hun og tilføjer, at »man skal huske på«, at forskellen mellem hendes og Karsten Hønges personlige stemmer »heller ikke er større«.

/ritzau/