Danskerne er vilde med Greta Thunberg – men i store dele af Europa er de ligeglade med hende

Klimapolitik er vigtigst for de danske vælgere før søndagens valg til Europa-Parlamentet. Men vi tager fejl, hvis vi tror, at italienerne og polakkerne skal lytte til os. I resten af Europa er det arbejdsløshed og migration, der optager vælgerne. Berlingske dykker ned i klimadebatten i Tyskland, Polen, Italien og Danmark.

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg under et besøg i Europa-Parlamentet. Forud for valget til Europa-Parlamentet peger danske vælgere på klima som valgets vigtigste tema. Lørdag taler Greta Thunberg for første gang i Danmark. (Foto: FREDERICK FLORIN/Ritzau Scanpix)

Svenske Greta Thunberg bliver ikke mindst i Skandinavien hyldet som en kompromisløs superheltinde, hvis særegne kombination af stædighed og renfærdig idealisme mod alle odds har tvunget en hel verden af kyniske politikere og blaserte vælgere til at indse behovet for akut bekæmpelse af klimaforandringerne.

Men muligvis er Greta Thunberg-effekten først og fremmest et nordeuropæisk fænomen med begrænset gennemslagskraft i det øvrige Europa.