Ledende kraft i SF-Svendborg gemte Karsten Hønges EP-valgplakater i baghaven

Kritikken hagler ned over SFs Karsten Hønge, der gav vælgerne det indtryk, at han ville vælges til Europa-Parlamentet – og straks, da han var valgt med næsten 20.000 stemmer, gav pladsen videre til ukendt, ung politiker, som ikke selv var blevet valgt. Nu viser det sig, at SF i Hønges egen kreds modarbejdede valget af ham. Medlem af SF-bestyrelsen undlod her at ophænge Hønges plakater til europaparlamentsvalget, så han ikke skulle blive valgt.

Karsten Hønge valgplakat
SFs Karsten Hønge lovede vælgerne klar tale. Det har han ikke leveret, mener medlem af Hønges egen lokalbestyrelse i Svendborg. Fold sammen
Læs mere

19.687 danskere stemte søndag på, at Karsten Hønge (SF) repræsenterer dem bedst i Europa-Parlamentet.

Men i Hønges valgkreds i Svendborg har Hans Jørgen Jensen, som er medlem af SFs lokalbestyrelse gjort alt, hvad han kunne for at sabotere det valg.

»Jeg har sagt til folk, at vi skal fandme ikke skal have Karsten væk fra Folketinget,« siger Hans Jørgen Jensen.

Næsten 20.000 mennesker har stemt på ham til ...

»Ja, det ved jeg da godt. Alle Karstens plakater til Europa-Parlamentet har jeg sorteret fra. De står i min baghave og ryger direkte på genbrugspladsen. Alle plakaterne til folketingsvalget har jeg hængt op.«

Har du pillet plakaterne ned?

»Jeg har ikke pillet dem ned – jeg har aldrig hængt dem op.«

Fordi Karsten Hønge ikke skulle vælges ind i Europa-Parlamentet?

»Ja!«

Alligevel har næsten 20.000 mennesker stemt ...

»Det ved jeg fandme godt. Og jeg er på en måde skuffet,« siger Hans Jørgen Jensen og fortsætter:

»Jeg kender Karsten og har sagt til ham: Hvad fanden bilder du dig ind? Han skal ikke i Europa-Parlamentet. Han skal i Folketinget.«

Hvad har han så svaret, når du har sagt: »Hvad fanden bilder du dig ind, Karsten?«

»Jeg har ikke kunnet få et svar. Det ved du nok også. Han har ikke sagt klart: »Jeg vil helst det. Eller jeg vil helst det.« Han har selv været i tvivl.«

Nr. fire på listen fik mandatet

Det er åbenbart også kommet bag på mange vælgere, hvordan Hønge har valgt at bruge deres opbakning.

Sagen er, at Karsten Hønge på én gang har været opstillet både som SFs nr. to til søndagens valg til Europa-Parlament og som kandidat til folketingsvalget 5. juni. Efter SFs store sejr søndag, hvor partiet fik 13,2 pct. af stemmerne, blev Karsten Hønge valgt til parlamentet, men valgte øjeblikkeligt at give sit mandat videre til den 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, som er nummer fire på SFs opstillingsliste og fik 15.765 stemmer, ikke nok til at opnå valg. Hun skal nu i stedet for Karsten Hønge repræsentere SF og Danmark i parlamentet sammen med SFs spidskandidat Margrete Auken.

Kritikken hagler nu ned over Hønge. På hans Facebook-profil skriver Jacob Selchau f.eks.:

»Jeg er rasende. Jeg stemte på dig. Og så var du ikke kandidat alligevel. Det skulle du kraftedeme have sagt da du stillede op!«

Folketinget var hans førsteprioritet

Karsten Hønge har også sagt både det ene og det andet, når han er blevet spurgt, hvordan han ville bruge mandatet. Da Politiken f.eks. spurgte ham 27. juli 2018, hvad han ville gøre, hvis han blev valgt til Europa-Parlamentet sammen med Margrete Auken eller foran hende, lød svaret:

»Så bliver jeg medlem af Europa-Parlamentet, og så går jeg ud af Folketinget. Det er klart.«

Senere har han sagt til TV 2 Fyn og andre medier, at Folketinget var hans førsteprioritet.

Karsten Hønge afviste tirsdag at lade sig interviewe af Berlingske om forløbet.

Så problemet komme

Men i Svendborg har Karsten Hønges egen lokalbestyrelse set problemet komme.

Der er jo næsten 20.000 mennesker, som har stemt på ham. Kan du forstå, hvis nogle af dem føler sig fuppet?

»På en måde kan jeg godt forstå det, ja. Det kan jeg godt,« siger Hans Jørgen Jensen.

Synes du, han har taget dem ved næsen?

»Neeej, ja, nej, ja. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor fanden han skulle i Europa-Parlamentet. Jeg er glad for, at han siger nej. Det er også dejligt, at en ung som hende Kira (Kira Marie Peter-Hansen, red.) kan være et friskt pust i Europa-Parlamentet.«

Et slogan, der er gået igen i Karsten Hønges valgmateriale, er: »Ikke mere pis – tid til klar tale«. Synes du, at han har givet vælgerne klar tale i forhold til, om han ville i Europa-Parlamentet eller ej?

»Det har jeg tænkt på ... Det er lige før, at det er svært at svare på ... Klar tale? Nej.«

Han har ikke givet vælgerne klar tale?

»Nej, gu’ har han da ej.«

Har han fuppet vælgerne?

»Vrrrbabababa. Det ved jeg ikke. Vælgerne kan godt lide Karsten. Og jeg er så spændt på, hvordan vælgerne vil tage Karstens opstilling dér. Vil de stemme på ham? Eller vil de ikke stemme på ham? Jeg kan udtale mig efter den 5. juni.«

Nu har jeg spurgt dig et par gange, om Karsten Hønge har taget vælgerne ved næsen, og du har sagt »nej, ja, nej, ja« og »vrrrbababa«. Vil du ikke give et klart svar: Synes du, at han har fuppet vælgerne?

»Hvis man kender Karsten, så ... Det kan godt være, at han har lidt. På en måde,« siger Hans Jørgen Jensen:

»Du vil nok gerne skrive en stor forside, hvor der står: Kaaarsten Høøønge har fuppet vælgerne. Det vil jeg ikke være med på.«

Så det spørgsmål har du ikke lyst til at svare klart på?

»Nej.«