Når Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal her til formiddag besøger Lindøværftet, vil det endnu engang stå klart, hvor tæt S og SF arbejder sammen.
Aldrig tidligere har forholdet mellem de to partiers ledere været tættere og mere tillidsfuldt, og de to toppolitikere fremhæver da også, at S og SF bliver aksen i en ny regering.
Omvendt viser et nedslag i den politiske Danmarkshistorie, at det er svært at finde en situation, hvor de Radikale har befundet sig i en så magtesløs og ydmygende position som i dag. Mens Thorning og Søvndal optræder som nære rejsefæller og allierede, sidder Margrethe Vestager tilbage på Christiansborg som en dronning, der har tabt sit rige.
Som bekendt er det en gammel kliche, at de Radikale – stiftet i 1905 – enten har siddet i regering eller regeret landet. I dag må Vestager & Co. konstatere, at de er parkeret uden for indflydelse. For at klargøre partiets position over for de stadigt færre vælgere har Vestager efter lang tids tøven meldt sig ind i rød blok og dermed definitivt afskåret forbindelsen til den gamle alliance med VK-partierne. Til sin skræk har hun imidlertid måttet konstatere, at ledelserne i S og SF optræder som benhårde viceværter i det hus, som de Radikale er flyttet ind i.
Grænsende til det arrogante får tilflytterne besked om, at de ikke kan regne med nævneværdig indflydelse på områder, som er af vital betydning for de Radikale.
Efter rydningen af Brorson Kirke fastslog Thorning, at de Radikale ikke får nævneværdig indflydelse på udlændingepolitikken i en S-ledet regering.
I et tæt samarbejde med Søvndal er Thorning i disse dage ved at udforme en ny skattepolitik, og dette fælles dokument, som tegner til at blive omdrejningspunktet for en ny regerings økonomiske politik, er Margrethe Vestager ikke medunderskriver på. Faktisk er den radikale leder slet ikke med i processen. Hun kan højst regne med at blive holdt orienteret, og så forventes det i øvrigt, at hun accepterer indholdet.
Når Thorning og Søvndal har valgt at optræde så kontant og har kunnet slippe af sted med det, skyldes det, at de deler en analyse af, at de Radikale kan torpedere enhver mulighed for et regeringsskifte, hvis Vestager får lov til at lægge kursen i eksempelvis udlændinge-, rets- og skattepolitikken.
Dertil kommer, at Thorning og Søvndal føler sig trygge ved, at de Radikale ikke har mulighed for at skifte adresse én gang til. Deres kølige vurdering er, at Vestager ikke har nogen fortrydelsesret – med mindre hun tør risikere et vælgerfrafald, som reelt kan føre Det Radikale Venstre under spærregrænsen.
Hidtil har Thorning og Søvndal haft stor succes med denne kurs.
Først satsede de på, at Margrethe Vestager ville melde sig under fanerne og søge ind i rød blok. Og de fik ret. Nu satser de alle deres penge på, at de Radikale ikke tør sætte et kommende regeringssamarbejde over styr ved at stille ultimative krav til eksempelvis udlændinge- og skattepolitikken. Og derfor tør Søvndal og Thorning at udarbejde politiske nøgledokumenter – som reelt er indhold til et kommende regeringsgrundlag – uden radikal deltagelse.
Tilbage står imidlertid, at al historie viser, at det kan være farligt at ydmyge sine samarbejdspartnere for voldsomt. Det kan skabe så store frustrationer i baglandet hos det svageste parti, at det samlede samarbejde kan udvikle sig turbulent og uforudsigeligt.
Derudover kan Thorning og Søvndal ikke skjule det faktum, at S, SF og R – for slet ikke at tale om Enhedslisten – endnu ikke udgør en sammentømret opposition. Den røde blok er ganske vist etableret som en politisk frontlinje, hvilket er en vigtig landvinding for Thorning, men det står langtfra klart, hvad rød blok kan levere, når det handler om det politiske indhold.
I lang tid har oppositionen kunnet udnytte, at regeringen har haft problemer, og at især Venstre længe blev martret af Anders Fogh Rasmussens langvarige farvel til dansk politik. Men i takt med, at meningsmålingerne viser, at Thorning og Søvndal kan komme til at stå i spidsen for en ny regering, vil eksaminationen af oppositionen blive hårdere. I den situation vil det anspændte forhold og de mange uafklarede sager mellem S-SF og de Radikale blive en belastning, ligesom der automatisk vil komme øget fokus på Enhedslistens krav til en S-ledet regering.
Længe har S og SF kunnet bruge de Radikale som en dørmåtte, hvilket Margrethe Vestager – under protest – har måttet acceptere. Men det giver næppe det rette afsæt for et nært og loyalt regeringssamarbejde.
