Thomas Larsen: Lene Espersen er en gave for Fogh

I stedet for at tænke i en hurtig pensionering er det interessante perspektiv for Fogh det stik modsatte – nemlig, at han har chancen for at kunne hente en historisk fjerde valgsejr og dermed tangere Poul Schlüters rekord som Danmarkshistoriens længst siddende borgerlige statsminister.

Der er dem, som mener, at Anders Fogh Rasmussen går nedbøjet og bekymret omkring efter ugens perfekt gennemførte ledelsesskift i Det Konservative Folkeparti.

Statsministeren skulle ifølge disse forlydender frygte, at han er blevet så slidt og alderstegen, at han kun har kort tid tilbage som regeringschef og partiformand. Han skulle især frygte, at de Konservative fremover vil hugge så mange stemmer fra Venstre, at det vil sætte gang i en ødelæggende rivalisering mellem V og K.

Faktum er, at Fogh holder weekend som en optimistisk statsminister, og et enkelt blik på dagens Gallup viser hvorfor: Med en ny markant konservativ leder styrkes den samlede regeringskonstellation. Lene Espersen vil ganske rigtigt hugge stemmer fra DF og især V, men samlet er hun med til at forny regeringen og gøre den mere levedygtig. De vælgere, som var begyndt at tvivle på den borgerlige regering, har fået en grund til at blive, ligesom Lene Espersen vil kunne appellere til de kvindelige vælgere, som Fogh og Bendtsen har haft svært ved at tiltrække.

Nye målinger, som kortlægger vælgernes vurdering af bl.a. troværdigheden og kompetencen hos Fogh, Espersen og Helle Thorning Schmidt viser, at den konservative leder på enkelte punkter slår statsministeren, men det står også klart, at hun på alle betydende områder slår S-formanden. Og det er godt nyt for Fogh.



I SIDSTE VALGKAMP var det tydeligt, at Fogh stillede op til TV-debatterne med Helle Thorning-Schmidt med den ene arm bundet på ryggen. Han holdt sig tilbage og fremstod mere tøvende end normalt, fordi han frygtede, at direkte angreb fra hans side ville tippe sympatien i Thornings retning.

Lene Espersen behøver ikke at blive i starthullerne. Præcis som Thorning er hun en rollemodel for mange kvinder, men dertil kommer, at hun er bedre trænet og langt mere erfaren, og hun bliver en frygtindgydende modstander for S-formanden.

Med Espersen ved sin side behøver Fogh heller ikke at frygte, at vælgerne i samme grad vil tænke »mere af det samme«, når de skal tage stilling til en fortsættelse af VK-regeringen.

Men også på de indre linjer har Fogh forventninger til Lene Espersen, som han sætter højt og har dyb respekt for. Siden 2001 har han oplevet hende som en af de ministre, der tør sige tingene direkte på møder og tale om de ømme punkter, når det er nødvendigt. Hun har samtidig demonstreret en dyb forståelse for, at forudsætningen for at bevare magten er en stærk VK-akse og et tæt samspil med DF.

Mange hæfter sig naturligt ved Espersens evner som udadvendt kommunikator, men hun har efterhånden mange års ledelseserfaring fra ministergerningen, de mest magtfulde udvalg i regeringen og fra det konservative ledelsesteam, og derfor føler Fogh sig overbevist om, at han får en medspiller, som er dybt fortrolig med arbejdsrytmen og tilrettelæggelsen af arbejdet i regeringen.

I stedet for at tænke i en hurtig pensionering er det interessante perspektiv for Fogh det stik modsatte – nemlig, at han har chancen for at kunne hente en historisk fjerde valgsejr og dermed tangere Poul Schlüters rekord som Danmarkshistoriens længst siddende borgerlige statsminister.



HAN HAR GRUND TIL AT TRO, at VK-aksen vil bestå med Espersen som konservativ leder, og for første gang i lang tid er der tegn på, at forholdet til Dansk Folkeparti er under afgørende bedring. Testen bliver, om parterne kan finde en løsning, som kan neutralisere EF-Domstolens dom i forhold til de danske udlændingeregler. Kan der nås et kompromis – og der arbejdes nu på højtryk på sagen – vil VKO igen kunne tone frem som en mere sammenhængende alliance end det regeringsalternativ, som Thorning og Søvndal kæmper på at opstille. Med minimal hjælp fra de Radikale.

Internt i Venstre er der intet pres på Fogh, og partiet vil kunne holde til tilbagegang, så længe regeringsmagten kan bevares. Selv om der er slået skår i hans popularitet hos de mange vælgere, der ikke køber hans forklaring om, at EF-Domstolen kun har berørt et »hjørne« af udlændingepolitikken, står Fogh fortsat tilbage som en kompetent leder i vælgernes øjne. i stedet for at være nedbøjet er han stærkt opmuntret af Espersens indtog.