Thomas Larsen: Lars Løkke i farlig balanceakt

Lars Løkke Rasmussen skal evne at finde flertal for finansloven for 2009, og han skal især skaffe flertal bag reformer - på arbejdsmarkedet og i skattepolitikken - der kan øge arbejdsudbuddet.

For dansk økonomi er det yderst afgørende, at den øvelse lykkes.

Mulighederne for at nå et resultat er til stede, for stort set alle aktører i den politiske verden, kender de grundlæggende analyser, der viser, hvad der sker, hvis arbejdsudbuddet ikke øges: Da vil bundlinjen bløde under Danmark A/S.

Problemet for regeringen er, at den får udfordringer på flere fronter.

Hidtil har regeringen været ekstremt begunstiget af en økonomisk udvikling, som har polstret de fleste danskere, og som har gjort det muligt at foretage store investeringer i den offentlige sektor. Når der ikke længere kan uddeles milde gaver, intensiveres debatten om, at regeringen sætter Danmark i stå, og at Fogh & Co. skærer ned.

Netop dén front vil S og SF åbne mod regeringen, og de håber, at de vil få hjælp fra kommunerne, som i efteråret skal gennem en svær budgetproces, hvor det vil være nærliggende for mange borgmestre at give regeringen skylden for upopulære lokale beslutninger.

I Københavns Kommune har Ritt Bjerregaard allerede vist, hvordan hun vil rette kanonerne mod VK-regeringen.

Derudover håber S og SF, at de vil kunne appellere til de midtervælgere, som vil være utilfredse med, at der ikke investeres nok i den offentlige sektor – i sygehuse, ældrepleje eller i forbedringer af nedslidte skoler med ”uhumske toiletter” – som statsministeren talte så meget om i valgkampen.

I forhold til dette forventelige opgør har regeringen brug for en fortsættelse af det ualmindeligt solide samarbejde med DF. Siden 2001 har Pia Kjærsgaard gang på gang været en stærk forsvarer af regeringens velfærdspolitik, og det har gjort det uhyre vanskeligt for S-holdet at sætte deres angreb ind.

Nu står regeringen i en situation, hvor S og SF får et bedre afsæt for deres kritik, og samtidig vil DF være mere tilbageholdende med at komme regeringen til undsætning.

Forud for de kommende forhandlinger er klimaet mellem regeringen og DF helt åbenbart forværret, først og fremmest som en følge af DF’s bekymring over, at dansk udlændingepolitik er under pres, men der er også reel enighed om, hvordan den økonomiske politik tilrettelægges bedst – og endelig er der hos DF-ledelsen på det mere psykologiske plan en udbredt frustration over, at partiet ikke har været tilstrækkeligt inddraget i forberedelsen af finansloven og reformdagsordenen. Alligevel taler mest for, at Lars Løkke Rasmussen kan lande de nødvendige forlig. Et brud mellem regeringen og DF vil være fatalt for begge parter, og det bedste gæt er, at DF – mod nødvendige indrømmelser – til sidst vil være med til at bane vejen for finansloven og reformerne.

Derudover er Løkke begunstiget af, at Ny Alliance og især de Radikale vil lægge pres på S og SF om at være med til at sikre ansvarlige løsninger. I modsat fald risikerer oppositionen at stå splittet og uenige tilbage om den økonomiske politik, og det vil være fatalt for Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndals arbejde for at få oppositionen til at fremstå som et seriøst regeringsalternativ.

En ting er sikkert: Et dramatisk efterår med mange nattesæder og latente sammenbrud venter – før det vil lykkes for finansministeren at lande forligene.