Thomas Larsen: Christiansborg bestod eksamen

Med bankpakke II forhandlet på plads har et stort politisk flertal leveret den påkrævede vare. Ingen økonomer ser for sig, at pakken i sig selv vil kunne kick-starte dansk økonomi, men alternativet – ingen bankpakke – ville have været katastrofalt.

Lene Espersen præsenterer Bankpakke II. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Hagemann Bro
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Reelt har regering og opposition været klar over, at de måtte enes om at skabe forliget for at hindre kreditklemmen i at klappe sammen om dansk økonomi. For den finansielle sektor og for dansk erhvervsliv generelt er det selvsagt ekstremt betydningsfuldt, at pakken er vedtaget, men også ud fra en Christiansborg-vinkel er forliget kendetegnet ved, at de fleste parter vinder.

For statsminister Anders Fogh Rasmussen og vicestatsminister Lene Espersen har det være uhyre vigtigt at få sikret en bred aftale, som giver bankerne den tiltrængte støtte, og de kan nu fokusere på vedtagelsen af en ambitiøs skattereform og en plan for at fremrykke offentlige investeringer til at stimulere økonomien yderligere.

Som sidegevinst har Fogh kunnet konstatere, at han i finansminister Lars Løkke Rasmussen har en solid og driftsikker topforhandler, og undervejs har Fogh og Espersen desuden kunnet konstatere, at Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard i spidsen konsekvent har været rede til at tage medansvar, selv om partiet har følt sig generet af Helle Thorning-Schmidts appel om, at bankdirektører skulle tvinges ind under et lønloft på 2,5 millioner kroner. Det kontroversielle krav har uden tvivl haft folkelig gennemslagskraft, selv om toppen af dansk erhvervsliv har raset over forsøget på at diktere direktørernes lønforhold.

Selv om lønloftet – som ventet – ikke blev vedtaget, er det for både Helle Thorning-Schmidt og SF-formand Villy Søvndal en åbenbar fordel at deltage i forliget. Dermed viser Thorning, at Socialdemokraterne er med til at tage økonomisk medansvar under den globale krise. Og det er en ekstra gevinst for Liste A, at de undervejs har kunnet køre et tæt parløb med SF-ledelsen, som beviser, at der er mere end ord bag ledelsens forsikringer om partiets nye økonomiske ansvarlighed.

Før og efter forliget har begge lejre haft travlt med at ”spinne” for at påvirke mediernes vurdering. Fra regeringens side peger man på, at S og SF ikke har fået lov til at få gennemført en række af deres heftigt profilerede krav. Og det er også rigtigt. Men i S-lejren tager man disse nederlag med sindsro, for her føler man sig overbevist om, at partiet vandt mediekrigen med det benhårde fokus på aflønningen af bankdirektørerne. Thorning kan desuden pege på, at der rent faktisk bliver grebet ind i forhold til aflønningen af direktørerne – både i forhold til optioner og fradrag.

Første etape i regeringens krisestrategi er på plads. Nu venter spillet om skattereform og offentlige investeringer, og både Fogh og Espersen har grund til at tro, at foråret vil bringe anderledes konkrete resultater end det fattige efterår 2008.