Store fjernsyn uden 3D-briller på vej

3D er igen det store modeord på verdens største messe for forbrugerelektronik. Kampen handler om, hvem der først kan befri forbrugerne for de mørke solbriller, som hidtil har været nødvendige for at kunne kikke med.

Foto: Ethan Miller

LAS VEGAS, USA: Der står »3D« overalt på verdens største messe for forbrugerelektronik, men allerede i år skal det være uden briller.

Det er i alle tilfælde, hvad den japanske elektronikgigant Toshiba lægger op til. Store fladskærmsfjernsyn med 3D vil kunne betragtes uden særlige briller i løbet af i år, og dermed skærpes kapløbet i den tredje dimension.

Det lovede Toshiba på Consumer Electronics Show (CES) i spillebyen Las Vegas, som frem til 9. januar samler næsten 120.000 fagfolk til en fremvisning af det nyeste nye.

Toshiba satser på at øge sit fladskærmssalg med en tredjedel til 20 millioner apparater i det nye finansår, som begynder til april. På hjemmemarkedet i Japan har Toshiba allerede lanceret fladskærme på 12 og 20 tommer uden 3D-briller.

Netop brillerne betragtes som en væsentlig hindring for et godt TV-salg, for mange synes, at det virker tåbeligt at skulle tage dem på. Dertil kommer, at de store TV-producenter fremstiller hver deres type af såkaldt aktive briller, hvor indbygget teknologi sikrer den bedste billedkvalitet. Disse aktive briller kan - i modsætning til de almindelige 3D-briller - kun bruges til det fjernsynsmærke, de er lavet til. Man kan altså ikke tage et par med over til naboen, hvis naboens fladskærm er af et andet fabrikat.

Hidtil har man kun kunnet se 3D uden briller på meget små skærme, fordi man da ser billedet direkte forfra. Det er sværere på større skærme, hvor man ikke alle kan placere sig direkte i midten.

Toshiba viser prototyper på 56 og 65 tommer af de nye 3D-TV-skærme uden briller. Og de vil blive lanceret i hele verden og ikke blot hjemme i Japan. Dog vil Toshiba hverken sætte dato eller pris på de kommende modeller.