Her er din farligste ejendel

Den ligger indenfor rækkevidde de fleste af døgnets timer, og kommer den længere væk, er det ikke uden risiko.

Den nye generation af mobiltelefoner fungerer som minicomputere og indeholder ofte store mængder data, der kan bruges til identitetstyveri og tyveri. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN MCDERMID

Hold øjnene på din smartphone. Den er blevet din "farligste ejendel".

Engang var det værste, der kunne ske, hvis du fik stjålet din telefon, at tyven kunne læse dine beskeder og ringe for din regning. I dag er situationen helt anderledes. En smartphone kan give adgang til dit sociale liv via f.eks. mail og Facebook og dine økonomiske oplysninger, skriver CNN.

Med en smartphone som iPhone, Android og Blackberry kan du handle på nettet, betale regninger og ordne dine bankforretninger - og det er attraktivt for lyssky personer, skriver CNN.

- Der ligger en helt åndssvag mængde data på sådan en telefon. Det er ligesom at rende rundt med en minicomputer, men flere ved, hvordan de skal håndtere oplysninger på deres computer end på deres smartphone, siger Nikki Junker, der rådgiver ofre for identitetstyveri på Identity Theft Resource Center i USA.

- Folk udsætter sig for en enorm risiko, som teknologien udvikler sig, siger hun.

Mulighederne vil kun vokse

Og mulighederne for at bruge sin smartphone som f.eks. betalingsmiddel vil kun blive større i fremtiden. CNN skriver, at der i USA allerede er mulighed for at betale i flere supermarkedskæder med sin telefon.

- Det er ikke sådan, der er kommet tonsvis af muligheder, når du vågner i morgen, men markedet vokser hurtigt de kommende år, lyder forudsigelsen fra virksomheden Aite Group, der specialiserer sig i bankvirksomhed og betaling.

Forbryderne følger udviklingen

Og forbryderne er klar til at udnytte de nye muligheder.

Ifølge det internationale mobilsikkerhedsfirma AdaptiveMobile, steg sikkerhedsangreb på smartphones til sit højeste niveau i 2010. Blandt andet blev angreb på Google Android smartphones firdoblet, og angreb på smartphones, der kører Java-baserede programmer, steg med 45 procent.

Og det er ikke så mærkeligt, skriver CNN. For lyssky personer bevæger sig i samme retning som alle andre og i takt med, at smartphones bliver billigere og dermed mere udbredt, ja så stiger interessen for forbryderne også.

Der skal mere en et kodeord til

Og der skal mere end et kodeord og en telefonlås til at holde de personfølsomme informationer fra professionelle svindlere.

- Det er et meget lavt sikkerhedsniveau. Du kan endda finde en 30 sekunders video om, hvordan man bryder smartphone-kodeord på YouTube, siger Nikki Junker.

Artiklen på CNN kommer dog også med en række gode råd til, hvordan man kan gøre livet mere surt for banditter, der hapser ens telefon.

1. Hvis du bruger netbank eller betaler online med din telefon ofte, så invester i et anti-virus program, og spørg din bank, om de har sikkerheds- eller beskyttelsesfunktioner mod identitetstyveri, som du kan aktivere.

2. Undersøg om din smartphone har en "Wipe-out"-service, der sletter alt på din telefon. iPhone har bl.a. MobileMe, der aktiveres, hvis du melder telefonen stjålet.

3. Ordner du pengeforretninger via nettet i stedet for en via app, så vær ekstra forsigtig, når du taster adressen. Svindlere anvender adresser, hvor f.eks. to bogstaver er byttet om i forhold til originalen, og beder så om dit brugernavn og kode.

4. Log straks ud af bank apps og alle andre apps, hvor du har lagret finansiel information.