Tre danskere til VM i cykling

Sølle seks point adskilte Danmark og Kroatien, og danskerne trak sorteper og må nøjes med tre ryttere ved VM i landevejscykling.

Det er fortsat fortid med et stort hold danske cykelryttere på deltagerlisten, når der holdes VM. Den Internationale Cykelunion (UCI) offentliggjorde fredag listen over, hvor mange ryttere hvert enkelt land får lov til at stille op med ved VM i landevejsløb i Stuttgart, der køres fra den 26. til den 30. september i den sydtyske storby.

Det danske hold bliver på bare tre ryttere, mens nationer som Polen, Slovenien, Portugal, Ukraine, Slovakiet og Kroatien får lov til at stille op med seks ryttere. Deltagerantallet bliver udregnet på basis af, hvordan sæsonen er gået via en rangliste udregnet den 15. august 2007.

Danmark var kun en enkelt plads fra at få seks ryttere med, men kroaterne snuppede lige akkurat pladsen foran Danmark med seks flere indtjente point

/ritzau/