Tour med færre hold

Arrangørerne bag Tour de France er parat til at lade færre hold stille til start ved næste års Tour. Dopingmoralen vægtes højere end det sportslige niveau.

Tour de France-feltet bestod ved prologen i London af 189 ryttere fordelt på 21 cykelhold. Tour-arrangørerne meddelte lørdag på et pressemøde, at dopingmoralen i fremtiden vil blive vægtet højere end det sportslige niveau. Det kan betyde, at der næste år om nødvendigt vil blive skåret i antallet af startende hold.

- Vi håber på meget på, at holdene forstår, at der skal ændringer til, så vi undgår de her dopingsager. Vi vil gerne, at så mange ryttere stiller til start, men vi er villige til at lade færre ryttere stille op, sagde Patrice Clerc, præsident for ASO, der arrangerer Tour de France.

De to cykelhold, Cofidis og Astana, er draget hjem fra Frankrig, da begge mandskaber havde problemer med doping hos én af holdenes ryttere. Christian Moreni fra Cofidis blev taget for brug af testosteron, mens Astana-kaptajnen Alexandre Vinokourov blev testet positiv for bloddoping.

/ritzau/