Thomas Frank undskylder til sine spillere efter rødt kort

Cheftræner Thomas Frank fik et rødt kort efter slutfløjt, da Brentford tabte 1-2 til Wolverhampton lørdag.

Thomas Frank fik rødt kort, da Brentford lørdag tabte til Wolverhampton. Hannah Mckay/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København. I slutminutterne efter danskerklubben Brentfords 1-2-nederlag til Wolverhampton lørdag i Premier League blev et rødt kort hevet op af dommer Peter Bankes' lomme.

Det tilfaldt Brentfords danske cheftræner, Thomas Frank, der efterfølgende måtte undskylde til sine spillere.

- Jeg sagde til spillerne, at de skulle passe på ikke at få gule kort, så jeg undskyldte til dem for ikke at kunne styre mine følelser, siger Thomas Frank ifølge Sky Sports efter kampen.

Situationen skete, mens spillerne sagde tak for kampen på banen.

- Jeg var frustreret over, at vi ikke fik et point, men jeg var relativ rolig, da jeg gik hen til dommeren, forklarer Frank.

- Jeg fik så et gult kort efter en konfrontation med en Wolverhampton-spiller.

Derefter fulgte en ordveksling mellem Thomas Frank og dommer Peter Bankes, der kvitterede med endnu et gult kort, der blev vekslet til et rødt.

- Jeg spurgte Peter, hvorfor jeg fik et gult kort mere, og han sagde, at jeg vendte mig om og var for aggressiv, siger den danske træner.

- Han sagde, at han vil kigge på det igen og beslutte, om det var et gult kort mere værd, så vi må se.

I løbet af kampen var der også masser af dramatik.

Første halvleg bød på to længere afbrydelser. Først stødte danske Mathias Jensen og hans Brentford-holdkammerat Rico Henry hovederne voldsomt sammen, da de begge ville heade til bolden.

De blev liggende længe i græsset og måtte begge udgå af kampen for at blive undersøgt for hjernerystelse. Mathias Jensen blødte voldsomt fra området omkring næsen og øjenbrynene på grund af en flænge.

Efter en halv times spil blev kampen så stoppet igen, da en drone fløj rundt over banen. Spillerne blev sendt i omklædningsrummet og først 20 minutter senere kunne kampen fortsætte.

Nederlaget var Brentford fjerde i træk i Premier League. Klubben er nu nummer 14 i tabellen, mens Wolverhampton ligger nummer otte.

/ritzau/