Serena Williams tror på sig selv

Lillesøster Williams er klar til et stort comeback ved US Open efter at have overvundet en drilsk skade. I herrerækken fremstår Roger Federer naturligvis som favorit.

Det er ikke meget tennis, amerikanske Serena Williams har spillet, siden hun i juli led et kvartfinalenederlag i Wimbledon til Justine Henin.

Ret beset stiller Williams til start i US Open i en tilstand, der må være hæmmet af de længerevarende skavanker med tommel­totten.

Om end den mørklødede tennisfurie over for Reuters hævder, at hun er aldeles »fit for fight«.

»Jeg er helt klar. Jeg har trænet en del,« siger 25-årige Serena Williams, som vandt US Open i 1999 og 2002. Mens storesøster Venus tog sig af sejrene i den mellemliggende periode.

»Selvfølgelig ville det have været mere optimalt, hvis jeg havde spillet nogle kampe som forberedelse. Men jeg har altid haft gnisten, det er det vigtigste,« siger Serena Williams, som atter står til at møde belgiske Henin i kvartfinalen.

»Det bekymrer mig ikke, for hun er en af mine favorit­modstandere,« siger Serena Williams og tænker i samme moment tilbage påårets udgave af Australian Open, der resulterede i Serena-triumf.

Hos herrerne fremstår Roger Federer som storfavorit til at gentage sidste års US Open-gevinst.

Schweizeren mener nu, at Rafael Nadal er god nok til at kunne »drille«.

»Selvom folk taler om Djokovic, mener jeg, at Nadal er bedre. Meget bedre, for at være helt ærlig. Hvis jeg ikke vinder US Open, tror jeg, at han gør,« siger Federer.