Robson tvivler på Gravesen

Sheffield United-manager Bryan Robson er i dialog med Celtic omkring Thomas Gravesen. Robson tvivler dog på, at han kan lokke danskeren til den engelske klub.

Sheffield United-manager Bryan Robson melder nu åbent ud, at han er meget interesseret i at lokke Thomas Gravesen til den engelske klub. Robson har dog sin store tvivl om, hvorvidt han kan få Celtic-spilleren til at trække i støvlerne for Sheffield United, der i den kommende sæson spiller i den næstbedste engelske række.

- Jeg er interesseret i Thomas Gravesen og vil meget gerne have ham til Sheffield United, siger Bryan Robson ifølge Teamtalk.com.

- Jeg er ikke sikker på, at jeg kan overtale Thomas til at komme hertil, men jeg vil meget gerne have chancen for at snakke med ham, fortsætter den tidligere Manchester United-anfører.

Bryan Robson røber samtidig, at Sheffield United allerede er i dialog med det skotske mesterhold, hvor Gravesen ikke lykkedes med at slå igennem i sin første sæson. Danskeren har fortsat to år tilbage af sin kontrakt med Celtic.

/ritzau/