Nu fik vi set dopingspøgelset og smagt det russiske metal

Ikke en eneste gang, en russer kommer op på en skammel, vil vi kunne beundre den flotte præstation, og ikke en eneste af de atleter, der havner efter en russer og misser en medalje, vil kunne slippe den lede tanke om, at fire års hårdt arbejde både kunne og burde være blevet belønnet med mere end æren og den flotte fjerdeplads.

Yulia Efimova før de indledende heats i 100 meter brystsvømning ved OL i Rio. Fold sammen
Læs mere
Foto: MICHAEL KAPPELER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nu ved jeg naturligvis ikke, hvordan det går Yulia Efimova i nattens finale, men mon ikke hun kommer på medaljeskamlen?

Sandsynligheden er temmelig stor, eftersom hun er en af verdens hurtigste brystsvømmere på 100 meteren og kvalificerede sig til finalen i næsthurtigste tid blot to hundrededele efter amerikanske Lilly King.

Fint nok. Godt gået. Stor respekt hvis hun får et resultat... Hvis det da ikke havde været, fordi hun var fra Rusland og to gange inden for mindre end tre år var blevet testet positiv for brug af forbudte stoffer.

Senest for sølle fem måneder siden, da hun blevet afsløret i og senere erkendte brugen af meldonium, hvilket indledningsvis blev til en karrieretruende dopingsag, men siden droppet, da det ikke var helt klart, om hun havde taget stoffet før eller efter, det var kommet på den forbudte liste.

Da IOC for snart tre uger siden valgte ikke at udelukke Rusland fra OL som samlet nation, var det dog (trods alt) ud fra den forudsætning, at ingen tidligere dopingdømte russere måtte deltage i legene, og da de første startlister til svømmekonkurrencerne blev sendt ud, figurerede Yulia Efimovas navn da heller ikke på dem.

Den 24-årige russer appellerede imidlertid til den internationale sportsdomstol, CAS, og fik medhold i, at idrætsudøvere, der har udstået deres straf, ikke kunne udelukkes. Så der stod hun og blev modtaget med buh-råb og piften og svømmede hurtigere end næsten alle andre og blev som den hidtil mest profilerede russer i aktion hende, der vakte dopingspøgelset til live.

Allerede inden hendes finalekvalifikation havde Rusland vundet guld og bronze i Putins elskede judo-konkurrencer, sølvmedaljer i bueskydning og skydning samt bronze i fægtning, og mon ikke der også findes doping til den slags, tænker jeg, for jeg kan ikke lade være.

Med Yulia Efimovas gode tid og kvalifikation til finalen fik vi indledningsvist smagt på, hvad Ruslands statsdoping og IOCs manglende konsekvens har gjort ved smagen af russisk metal i Rio.

Ikke en eneste gang, en russer kommer op på en skammel, vil vi kunne beundre den flotte præstation, og ikke en eneste af de atleter, der havner efter en russer og misser en medalje, vil kunne slippe den lede tanke om, at fire års hårdt arbejde både kunne og burde være blevet belønnet med mere end æren og den flotte fjerdeplads.

Det bærer Rusland og det rådne russiske apparat skylden for. Men IOCs manglende mod og vilje (der er nok af mulige økonomiske, juridiske og sikkerhedspolitiske forklaringer) er i sidste ende med til at give en stiltiende accept af et sådant apparat og latterliggøre nationer og forbund, der tager dopingbekæmpelsen alvorligt.

Nu var Rikke Møller-Pedersen ikke kommet i finalen, hvis ikke Efimova havde været med. Dertil var hendes tid for dårlig. Men det kan ikke udelukkes, at Efimova kan svømme sig foran danskeren, når hun onsdag deltager i sin favoritdisciplin, 200-meteren, som hun har fokuseret benhårdt på siden OL i London for fire år siden.

Så vil jeg skyde på, at dopingdebatten vil vokse også her i Danmark. For udover den nære følelse af uretfærdighed over for en dansker, som jeg formoder er ren og ærlig, er der også de principielle spørgsmål, om Danmark kan stå inde for at være en del af en olympisk bevægelse, der blæser på både de gamle olympiske værdier og sit eget nye og velformulerede, men åbenbart i nogen grad, ubrugelige charter.

Og så er der hele spørgsmålet om respekt og interesse for idrætsgrene, der allerede er under pres fra langt mere kommercialiserede sportsgrene end de olympiske. Hvor længe kan den opretholdes?