Mayo dumpet igen

En ny B-prøve fra Iban Mayo er positiv. Den første B-prøve kunne ellers ikke give et klart svar, men nu står cykelrytteren til to års karantæne.

Cykelrytteren Iban Mayos håb om at klare frisag i en dopingsag varede tilsyneladende kun i to måneder. En ny B-prøve viser nemlig spor af epo, og spanieren har nu kurs mod to års karantæne.

Iban Mayo blev testet positiv i forbindelse med Tour de France, men da resultatet af B-prøven i oktober ikke var positiv for epo, frikendte det spanske cykelforbund Mayo, og han stillede straks krav om erstatning.

Men den internationale cykelunion (UCI) understregede, at prøven ikke frikendte Mayo, men bare ikke gav et entydigt resultat. Analysen af den første B-prøve blev foretaget i Belgien og ikke på Chatenay-Malabry-laboratoriet i Paris som sædvanligt, da det var ferielukket på det tidspunkt. Denne gang er det netop det franske laboratorium, der har analyseret B-prøven, og nu stemmer resultatet overens med den positive A-prøve.

Det spanske cykelforbund skal senest ved årets udgang bestemme, om det vil idømme Iban Mayo karantæne. Er UCI ikke tilfreds med spaniernes beslutning, kan unionen bringe sagen for den internationale sportsdomstol, CAS.

/ritzau/