Los Angeles Chargers og Philadelphia Eagles er videre i NFL

Los Angeles Chargers slog Baltimore Ravens, og Philadelphia Eagles slog Chicago Bears i spændende afslutning.

Los Angeles Chargers og receiver Mike Williams (81) spillede sig søndag videre i slutspillet i NFL. Geoff Burke/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Baltimore. Los Angeles Chargers fik en fornem indledning på slutspillet i NFL, da klubben søndag aften spillede sig videre.

Det skete med en sejr på 23-17 ude over Baltimore Ravens.

Dermed er Los Angeles Chargers videre til næste runde, hvor det i kvartfinalen om en uge gælder opgøret på udebane mod New England Patriot.

Rookie Michael Badgley blev gæsternes helt store profil. Han leverede fem field goals i opgøret, og det kunne være blevet til seks, men Badgley misbrugte et forsøg i tredje periode.

Takket være Badgleys scoringer bragte Los Angeles Chargers sig foran 12-0 efter de to første perioder.

Holdet kom også foran 23-3 i fjerde periode, inden hjemmeholdet indledte jagten og fik reduceret.

Baltimore Ravens måtte dog sande, at det ikke lykkedes at hente sejren. Og med nederlaget er det ovre i slutspillet i denne sæson for klubben.

Lamar Jackson fra Baltimore blev dagen før sin 22-års fødselsdag den yngste quarterback i historien i NFL-slutspillet.

Lørdag blev slutspillet sparket i gang med sejre til Indianapolis Colts og Dallas Cowboys.

Colts vandt overbevisende 21-7 på udebane mod Houston Texans, mens Dallas Cowboys i en langt mere jævnbyrdig affære slog Seattle Seahawks 24-22.

Natten til mandag dansk tid vandt de forsvarende mestre fra Philadelphia Eagles 16-15 over Chicago Bears i en ekstremt spændende afslutning.

Bears-kicker Cody Parkey missede således et afgørende field goal fra 43 yards i de allersidste sekunder, mens holdkammeraterne så måbende til fra sidelinjen.

Bolden ramte den venstre stolpe, hvorefter den faldt ned og ramte tværstangen, før den fløj tilbage i end zone.

Philadelphia Eagles møder på søndag de topseedede Saints fra New Orleans.

/ritzau/