Laudrup-ekspert: Der må ligge mere bag fyringen

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

- Jeg synes, det virker som en hysterisk beslutning fra Swanseas ledelse.

Sådan er Jonas Nyrups umiddelbare reaktionen ovenpå fyringen af Michael Laudrup tirsdag aften. Jonas Nyrup, der er journalist og forfatter til bogen 'Michael Laudrup - En Gentleman i nye klæder', har fulgt den danske manager i mange år.

Han vurderer, at timingen for danskerens fyring skyldes, at klubben har haft samtaler med danskeren om fremtiden. Her har man så fået det indtryk, at danskeren ikke ønskede at fortsætte i Swansea efter denne sæson:

- Jeg tror, man har vurderet, at Laudrup ikke ville fortsætte efter sommerpausen, og derfor så har valgt at fyre ham allerede nu, mens resultaterne ikke er gode. Men jeg kan ikke forstå timingen. Swanseas to kommende kampe er meget afgørende, og jeg havde forventet, at han som minimum fik de kampe til at vende det.

Swansea står overfor en vigtig kamp i weekenden mod lokalrivalerne fra Cardiff.

- Det er overraskende. Klubben har gjort meget for at bakke Laudrup op, og da jeg snakkede med Huw Jenkins i sommer, fortalte han mig, at man var bevidst om den del af Michaels trænerhistorie, som kan udlægges som problematisk. Jeg synes også, at de har bevist på transfermarkedet, at man har opfyldt Laudrups ønsker. Så der må ligge mere bag fyringen, end den sparsomme information, vi har indtil videre, siger Jonas Nyrup.