Klasseforskel da Danmark tæskede Slovenien i VM-test

ds
Mikkel Hansen spillede en god kamp, da Danmark vandt 36-26 mod Slovenien fredag aften Fold sammen
Læs mere

Der var tale om regulær klasseforskel, da Danmark fredag aften viste VM-form og slog Slovenien 36-26.

Godt hjulpet på vej af en fyldt Arena Fyn kørte de danske herrer de slovenske gæster fuldstændig over. De to hold fulgtes ellers godt ad indtil kampens 10. minut, men efter Mads Christiansens kontrascoring til 6-4, så danskerne sig ikke tilbage.

Det skyldtes mest af alt en stærkt spillende Niklas Landin, der gang på gang diskede op med flere store redninger, mens Mikkel Hansen stort set scorede efter behag. Også Anders Eggert havde godt gang i målscoringen - på trods af et par store afbrændere undervejs i halvlegen. Og så hjalp det selvfølgelig også, at slovenerne var forbavsende langsomme i deres returløb, hvilket Danmark ofte udnyttede. 19-11 var stillingen ved pausen.

I anden halvleg havde landtræner Gudmundur Gudmundsson givet plads til flere nye ansigter. Jannick Green var kommet på mål, mens Mads Mensah Larsen, Casper U. Mortensen og Michael Damgaard ligeledes fik spilletid. Mens Jannick Green er sikker på en VM-udtagelse, er de tre andre blandt de spillere, der kæmper om de resterende pladser i VM-truppen. Og særligt de to sidstnævnte må have fået plusser i landstrænerens bog.

Det virkede dog lidt som om, at danskerne til tider slappede lidt for meget af i anden halvleg. Danskerne var lidt for sløsede i deres afleveringer og smed for ofte bolden væk, hvilket betød, at slovenerne kom op på 21-26. Derfor valgte Gudmundur Gudmundsson at tage timeout for at få rettet op på det danske spil.

Og det lykkedes tilsyneladende, for herefter var det et langt mere koncentrerede dansk landshold, man var vidne til. Kampen blev aldrig spændende og endte med en 10-måls sejr på 36-26 til Danmark, der må siges at have bestået holdets anden VM-test.

Lørdag spiller Danmark mod Island i en kamp, der formentlig bliver en del mere spændende end den, vi var vidne til fredag aften.