Katusha forlænger kontrakt med norsk klassikerkonge

Ustoppelige Alexander Kristoff har netop forlænget sin kontrakt med World Tour-holdet Katusha.

Det beretter Katusha i en pressemeddelelse på deres hjemmeside. Og at dømme ud fra udtalelserne, så er alle involverede parter mere end lykkelige for samarbejdet.

»Det er utroligt, den måde holdet har kørt på de seneste par måneder. De har alle arbejdet så hårdt for mig,« udtaler Kristoff.

»MIne holdkammerater stoler på mig, og jeg stoler på dem. For første gang har jeg kunnet arbejde med et sprintertog. [...] Det tog os ikke lang tid at nå en ny aftale.«

Og nordmanden har da også haft et forrygende forår med massevis af sejre og flotte placeringer i både etapeløb og endagsklassikere, som kulminerede med sejren i det prestigefyldte Flandern Rundt.

»Vi har opbygget et stærkt forhold de seneste par år, og Alexander Kristoff viste sig at være rytteren, vi kan bygge videre på i de kommende år. [...] Det var også en fornøjelse at se, at Alex' sejre smittede af på vores andre ryttere,« lovpriser sportsdirektør Viatcheslav Ekimov til Katushas hjemmeside.

Detaljerne i den nye kontrakt er endnu ikke blevet offentliggjort. I den forrige kontrakt blev Kristoff lønnet med godt 750.000 om måneden, og der er nu forlydender om, at dette beløb skulle være blevet fordoblet.

Med en årsløn på 18 mio. kr. placerer det norske lokomotiv i den sjovere ende af cykelsportens lønskala, omend der stadig er et stykke op til de helt tunge drenge. Eksempelvis bliver Peter Sagan hos Tinkoff-Saxo angiveligt forgyldt med knap 30 mio. kr. om året.