Kahlenberg i målform

Thomas Kahlenberg viste for anden gang i januar målfarlighed, da han søndag nettede i Auxerres sejr på 2-0 over Nancy.

Thomas Kahlenbergs lange skadespause ser ud til at have skærpet målhungeren. Søndag blev det nemlig til den danske teknikers første ligamål i denne sæson, da Auxerre vandt 2-0 over Nancy i Ligue 1. Det var Kahlenbergs anden fuldtræffer i det nye år, hvor han fik comeback i begyndelsen af januar i en pokalkamp.

Givetvis godt nyt for landstræner Morten Olsen, der tirsdag udtager truppen til venskabslandskampen mod Australien den 6. februar på Loftus Road i London.

Foran 1-0 stod Benoit Cheyrou bag et perfekt oplæg til Thomas Kahlenberg, som sikkert sendte bolden i nettet til 2-0. Auxerre frister fortsat en tilværelse midt i tabellen, men der er bare fem point op til femtepladsen, som giver adgang til UEFA Cup-kvalifikationen.

/ritzau/