HSV skal dyste mod Karlsruhe om Bundesliga-pladsen

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det bliver en god, gammel bekendt af dansk fodbold, Karlsruher SC, som bliver Hamburger SVs modstander i kampen om den sidste plads i næste sæsons Bundesliga.

Hamburger SV vandt lørdag hjemme over Schalke 04, og det var lige nøjagtig nok til, at den gamle storklub for andet år i træk kom i kvalifikationskamp mod nummer tre fra 2. Bundesliga.

Sidste år vandt Hamburger SV over Greuther Fürth. I denne sæson bliver modstanderen Karlsruher SC, som søndag hjemme vandt 2-0 over den gamle storklub 1860 München takket være et selvmål af Kai Bülow og et mål midtvejs i anden halvleg af spanske Manuel Torres.

Karlsruher SC havde sin storhedstid i halvfemserne, hvor det på et tidspunkt lykkedes at knytte en af tysk fodbolds fineste teknikere nogensinde, Thomas Hässler, til klubben. Det lykkedes også for Karlsruher SC et par gange at kvalificere sig til den daværende UEFA Cup - det som i dag hedder Europa League - hvor klubbens endestation i 1996/97-sæsonen blev Brøndby. Efter at have vundet 3-1 i Danmark tabte Karlsruhe med 0-5 på hjemmebane til de blå-gule.

Nu gælder det HSV i to kampe om en plads i Bundesligaen, hvor Karlsruher SC senest var i 2008/09.

Søndag blev det samtidig afklaret, at Darmstadt 98 - der ligesom Karlsruher SC iøvrigt er oprykker fra 3. Bundesliga - snuppede den anden oprykningsplads efter FC Ingolstadt, der havde sikret sig førstepladsen i 2. Bundesliga inden sidste spillerunde.

Darmstadt 98 vandt i sidste spillerunde 1-0 hjemme over kult-klubben FC St. Pauli fra Hamborg på et mål af Thomas Kempe. Darmstadt 98 har to gange tidligere været i Bundesligaen - senest i 1981/82. I begge tilfælde blev opholdet et-årigt.

Den gamle mesterklub, FC Kaiserslautern, havde en lille chance for at tale med om oprykningen inden sidste spillerunde, men sejrene til Darmstadt og Karlsruhe ødelagde drømmen - og FC Kaiserslautern spillede iøvrigt selv kun uafgjort mod FC Ingolstadt.

I bunden følger Erzgebirge Aue med VfR Aalen ned i 3. Bundesliga, mens 1860 München skal i kvalifikation.

FC St. Pauli slap fri i bunden på et hængende hår. Der kan blive lokalopgør i Hamborg til næste sæson, hvis HSV ikke overvinder Karlsruher SC.